Torben Kristensen fra Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) har atter begået en ny kommentar. Denne gang under overskriften ”Studenterhuen trykker tungt”, hvori Kristensen reflekterer over de unges fravalg af visse uddannelser.
Desværre har Kristensen det med at anvende omskrivninger – denne gang i form af motorveje, frakørsler, spøgelsesbilister og som nævnt tunge studenterhuer! Det gør desværre meningen lidt mere uforståelig end ellers.
Det bliver selvfølgeligt ikke nemmere, når Kristensen i første linie giver udtryk for, at almén (læs almen) dannelse er det samme, som en uddannelse! Disse to ting har intet med hinanden at gøre, idet kun den sidstnævnte er kompetencegivende!
Måske skulle en eller anden ved passende lejlighed donere lokalredaktøren en ordbog over det danske sprog!
Med hensyn til den udanske stavemåde af ordet "almen", skyldes det forhåbentlig lokalredaktørens hang til det frankofile – ellers er dét nemlig også pinligt!
Lokalredaktøren ønsker mange flere unge ind på de håndværksmæssige uddannelser, blandt andet begrundet med, at samfundet også har et stort behov for dem.
Et relevant synspunkt, bortset fra at Kristensen overser, at årsagen til den ringe søgning på den type uddannelser også skal ses i manglen på praktikpladser.
Det er nemlig meget svært at få en praktikplads i dagens Danmark, med mindre man har Fanden til oldemor – og det er kun de færreste forundt!
Torben Kristensens refleksioner er som sådan ganske fornuftige, men desværre overses det væsentligste. Nemlig at valg af uddannelse selvfølgelig bør ske på baggrund af, hvad den enkelte både har lyst til og specielt evner for – ellers er det rimelig omsonst, dette uanset studenterhuens vægt!