Museumsdirektør Frank Birkebæk, præsidenten for Schubertselskabet, bestyrelsesformanden for Museet for Samtidskunst, næstformanden i RUC’s bestyrelse osv. osv. – resten af titlerne er af pladsmæssige årsager udeladt, har svært ved at få armene ned.
Roskilde Museum er nomineret til en publikumspris, dette blandt andet for museets opstilling af ”talende” papfigurer forskellige historiske steder i Roskilde!
Forudsætningen for at få papfiguren i ”tale”, er imidlertid mobilapp. Haves noget sådan ikke, er figurerne stumme - hvilket åbenbart er et så genialt påfund, at det ligefrem kan udløse en pris!
Hvorvidt museumsdirektør Birkebæk vinder den for museumsfolk åbenbart så eftertragtede pris, er imidlertid totalt afhængig af det antal af lokale stemmer, der via Internettet indgår i perioden fra 30.april til 3.juni.
Museumsdirektøren håber selvforståeligt på, at der kommer rigtig mange stemmer – imidlertid skal han næppe forvente den helt store mængde fra Jyllinge.
For mens Frank Birkebæk brugte masser af tid og økonomiske resurser på at udvikle Roskilde Museum med tilhørende papfigurer, så blev Fjordcenteret i Jyllinge sjoflet. Dette i form af manglende udstillinger og andet, der kunne tiltrække besøgende!
Derfor kunne Birkebæk efterfølgende let og bekvemt klare den af kommunen pålagte driftsbesparelse på 300.000 kroner, nemlig ved at lukke Fjordcenteret. Dette under henvisning til det dalende besøgstal, der indirekte var forårsaget af Birkebæk selv.
Med den slags talenter burde Birkebæk overveje at gå ind i lokalpolitik hos vennerne i S eller i SF – han vil givet kunne drive det vidt!
Selvfølgelig vil det kræve, at der opsættes endnu en knage hjemme i entreen – ellers bliver det helt sikkert for svært at finde rundt mellem de efterhånden utallige kasketter!