Ved læsning af diverse aviser støder man ofte på ejendommelige udtryk, selvmodsigelser, og selvfølgelig også morsomheder – her er et repræsentativt udvalg.
VIRKELIG OVERRASKENDE!
Således kundgøres det i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis, at i forbindelse med flytningen af Fjordskolen samt Center for Specialundervisning til det tidligere Gundsø Rådhus, er der på budgettet til 15 millioner sparet i alt 2.056 kroner – beløbet lægges tilbage i kommunekassen!!
- hvor plejer noget sådant da ellers at havne henne?
HVOR MANGE TYVE?
Socialkammeratlig Tidende beretter om bil-banditter på Køgevej – hvor skurken har tilegnet sig løsøre fra to parkerede biler.
- når banditter er flertal og skurk er ental, hvor mange tyve var der så?
HVAD SIGER KÆRESTEN MON TIL DET?
I samme organ ses overskriften: ”Malene bager på Camping-gæsterne” - ved nærmere eftersyn af de journalistiske udgydelser fremgår det imidlertid, at det handler om at bage blandt andet brød til campisterne – og intet som helst andet!
GOD, BEDRE, BEDST
I en salgsannonce fra mæglerfirmaet LEJKON kan læses følgende:
” … rødstensvilla på en af byens bedste allerbedste adresser …”
- så kan beliggenheden da vist heller ikke blive bedre?
FØR ELLER EFTER HALVLEGEN?
Overskrift i Roskilde Dagblad: ”Brugen af Jersie skole er uafgjort!”
DET ER IKKE TIL AT SE DET, HVIS MAN …
I et læserbrev bragt i Roskilde Avis efterlyser Mogens Petersen fra Roskilde, hvad der forgår inde i hovedet på Henrik Stougaard?
- Blog og Brok iler straks til med svaret: Det afhænger så ganske af hvilket parti, Stougaard for tiden er medlem af!
MARITIM MISFORSTÅELSE
Overskrift i Socialkammeratlig Tidende: Sagafjord fik medvind!
- Desværre hjælper det ikke meget, Saga Fjord er ikke et sejlskib!
DRÆBERSOMMERFUGLE?
Overskrift i Roskilde Dagblad: ”Sommerfuglene gik til angreb på børnemusikere”.
Nærlæsning afslører imidlertid, at der ikke er tale om en zoologisk sensation, men derimod om børnemusikere, der havde sommerfugle i maven (var nervøse).
– Blog og Brok’s kommentar til overnævnte ejendommelige journalistik er sjovt nok den samme, som ”skribentens” signatur – SUK!