Roskildes selvpromoverende advokat Allan Ohms eksponerer atter sit reklamestunt – denne gang i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis. Det sker sædvanen tro camoufleret som et læserbrev – for det er dejlig gratis!
Således fremtriner Ohms som selvopkastet forsvarer for Evan Lynnerup (V) – dette i forbindelse med, at sidstnævnte som bestyrelsesformand for Sagafjord udtalte, han troede, at bestyrelsesarbejdet gik ud på at sidde og hygge sig!
Det er åbenbart en opfattelse af bestyrelsesarbejde, som Allan Ohms personligt deler, for ellers er der nemlig ingen som helst grund til at fare i hovedet på lokalredaktør Torben Kristensen i forbindelse med en artikel om Sagafjord!
Dette ikke mindst når Lynnerup tilmed fortsætter som bestyrelsesformand efter at en konkurs netop er afværget - bla. på bekostning af indskyderne!
Allan Ohms mener, at Kristensen i sin artikel om Sagafjord antyder, at Evan Lynnerup også er skyld i visse problemer på Slagteriskolen, hvis bestyrelse bemeldte personage åbenbart ligeledes frekventerer.
Med Evan Lynnerups offentligt erkendte indstilling til bestyrelsesarbejde i almindelighed og formandskab i særdeleshed – i hvert fald relateret til Sagafjord, må det med rimelighed formodes, at dette også er tilfældet ved alt andet bestyrelsesarbejde!
Nu er det velkendt, at indspiste politikere har en masse ben at gnave af, og at de derfor ofte har et yderst afslappet forhold til gnaveriet!
Netop derfor er lokalredaktør Torben Kristensen specialist indenfor området – han har, om man så kan sige, stor ekspertise at hente på hjemmefronten!
Til gengæld har Evan Lynnerup bragt sig i en situation, hvor han rent bogstaveligt er faldet over sine ben – altså dem, der ikke er hans egne!
At advokat Ohms til gengæld er ved at falde over sine egne ben for at koge erhvervsmæssig reklamesuppe på sagen, det gør absolut ikke retten mindre benfri!