Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 24. juni 2012

Lad falde, hvad ej kan stå!

Det var en gang en af socialkammeraternes mange paroler – der alle nu er afløst af mere radikale tanker a la på den ene side og på den anden side – og trala la!

I forbindelse med budgetudvalgsmødet i Roskilde byråd blev det nemlig klart, at borgmester Joy Mogensen er stor tilhænger af at bruge skattemillioner på absolut ingenting!
En særegen indstilling til økonomi, som ikke en gang hendes forgænger i embedet, den ellers så økonomisk lalleglade Poul Lindor Nielsen kan gøre hende efter!

Problemet er en politisk statusopfindelse med det udanske navn Zealand Business Connection, hvoraf en del skulle markedsføre Roskilde i relation til nye virksomheder. Fint skulle det være, og skidt blev det!
Her har socialkammeraterne, siden ”indvielsen” fandt sted under gevaldige trompetstød og vanligt selvforherligende lir, pumpet et tocifret millionbeløb i projektet! Til gengæld har kommunen ikke fået så meget som en bøjet femøre til gengæld - altså i enhver forstand en dundrende fiasko!

Den opreklamerede installation har jævnligt skiftet direktør, sidste nye groteske fyring koster skatteborgerne omkring 1,5 millioner! (Af)fyringen skyldes angiveligt, at borgmester Mogensen ikke var tilfreds med indsatsen – nærmere kommer den reelle årsag ikke en offentliggørelse!

Efterfølgende valgte man i stedet at dele direktørstillingen op i to – åbenbart for at få endnu højere lønudgifter! Joy Mogensen har nemlig nu fundet ud af, at de nemmeste penge at formøble er skatteydernes!

På trods af specielt businessdelens manglende produktivitet, ønsker Joy Mogensen fortsat at støtte projektet, der er direkte underskudsgivende. Denne gang tvinges skatteyderne så til at hælde 1,2 millioner i det bundløse kar.

Borgmester Mogensen gør sig nemlig absurde forestillinger om, at det nok skal komme til at fungere på længere sigt! Dette selvom sigtet for længst er endt helt ude i hampen!

På dansk har vi et mundheld: ”Efter en samler kommer en spreder”. Roskilde Kommune fik dog hele to spredere efter hinanden! Vælgerne bør derfor ved det kommende kommunalvalg gøre op med sig selv, hvorvidt det økonomiske svineri ønskes forsat med endnu en spreder!