DET ER DE MANGE OM
Direktøren for Roskilde Festivalen Henrik Rasmussen er blevet hurra-interviewet i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis. Her beretter han vidt og bredt om alle dem, der får økonomisk fordel af festivalen.
– Jamen det ved da alle, for eksempel skyhøje lønninger til ledelsen og gratis årligt tilbagevendende ”inspirationsferier” sydpå i ugevis!
DEN TID - DEN SORG
Ved grundlovsmødet udtalte svineavler Wedell-Neergaard fra det konservative minoritetsparti følgende visdomsord:
”Vi skal komme med tilfredsstillende svar på borgernes bekymringer …”!
– Hvad med at komme med løsningerne i stedet for?
BONDESKUE?
Overskrift i Roskilde Avis i anledning af dyrskuet:
”Bønderne kommer tre dage til byen”
– Jamen hvad så med dyrene?
FEJLBEDØMT
Tidligere borgmester i Roskilde Poul Lindor Nielsen udtalte til Socialkammeratlig Tidende, alias Roskilde Avis, at han ikke mente, at Danmark havde et hold, der kunne klare Holland!
Manden fik ikke ret – det gjorde han heller ikke, dengang han mente, at Roskilde Kommune havde råd til borgmester Poul Lindor Nielsen!
– En karriere som profet synes udelukket!
RENDYRKET EGOISME?
Restauration Vigen insisterer på, at gæsterne skal spise en oplevelse!
– Jamen så velbekomme?
DET VAR SATANS …
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Hollande taget som fartdjævel”
NATUREN ER KOMPLICERET
Citat fra artikel i Søndagsavisen:
”Kunstige aromaer er ofte enklere sammensat end naturlige aromaer”
.
- Forbløffende.
FORUDSIGELIGT!
I forbindelse med Henrik Stougaards detronisering som formand for Børne- og Ungeudvalget, meddeler Janus Paludan fra Enhedslisten, at Stougaard har været en dygtig SBU-formand.
– Ja, uden skygge af tvivl – han har meldt sig ind hos Enhedslisten!
DUK DIG!
Overskrift i Søndagsavisen:
”Kursusudbyder angriber kritisk forfatter med løgne”
– Hvornår gik de rådne æg af mode?