Gennem 3-4 år har naboerne til Stryhns Leverpostejfabrik, der ligger i et villaområde i Roskilde, jævnligt været plaget af stanken af råddent kød fra kloakkerne. Ofte er generne så voldsomme, at stanken er trængt op i villaernes badeværelse via gulvafløbet!
Hvad har kommunen så gjort i de sidste 4 år?
Roskilde Kommune har givet Stryhns fabrik dispensation til at udvide fabrikken, selvom den ligger i et boligområde.
Er det normalt?
Nej, faktisk fik en genbrugsvirksomhed, der lå i et industriområde, samtidig afslag på at hæve en bygnings højde med sølle 2 meter – selvom der ingen naboer var!
Hvad har kommunen så foretaget sig for at hjælpe villaejerne af med den ulidelige rådne stank?
Ingenting, udover for 3 år siden at overlade til Stryhns Leverpostejfabrik selv at gøre noget ved generne!
Hvad har Stryhns Leverpostejfabrik foretaget sig før dispensationen?
Fabrikken har doneret tre kæmpevaser til opstilling på Hestetorvet. Derudover er Københavnsvej ved RO’s torv blevet begavet med en rytterstatue i bronze af Margrethe den I. Fundamenteringer m.v. er dog blevet betalt af skatteborgerne.
Hvad har Stryhns leverpostejfabrik foretaget sig efter dispensationen?
Intet, der har haft nogen som helst effekt på den ulidelige stank!
Hvorfor skrider kommunen så først nu tre år senere til handling?
Der er omkring 16 måneder til kommunalvalget!
Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Roskilde Kommune, socialkammerat Torben Jørgensen udtaler til Roskilde Dagblad:
”Alle har mulighed for at søge dispensation, og det er ikke sådan, at fordi der står Stryhns på ansøgningen, så får de særbehandling i forhold til hr. og fru. Hansen”
– Jamen selvfølgelig da ikke Torben Jørgensen, ganske som ingen heller tror på, at der var en sammenhæng mellem Roskilde Festivalens donation af kunststofbanerne til 9 millioner og kommunens ekspropriation af området ved Planteriget!