Ovennævnte museumsdirektør, resten af titlerne er af pladsmæssige hensyn udeladt, er gået i selvsving over Rockmuseet. Faktisk kan man vel sige, at han nærmest er gået i kredsløb!
Nu skal der, selvfølgelig allerede inden Rockmuseet overhovedet er bygget, endsige begyndt at give økonomisk afkast, planlægges satellitter rundt om i landet.
Birkebæk sigter åbenbart mod at komme op i en endnu højere lønningsmæssig stratosfære – og skatteyderne betaler fortsat for brændstoffet til karriereraketten!
Allerede for nærværende koster Rockmuseet skatteyderne omkring 5 millioner alene i årlig drift, et beløb der støt vil stige – og der står ikke en eneste bygning færdig!
Mon ikke det derfor er lidt vel tidligt at tale om at ekspandere ”underskudsvirksomheden” via filialer rundt om i større danske byer? Dette når hovedsædet, om man så kan sige, fortsat et hul i jorden!
Museumsdirektøren er byens selvopkastede kulturelites mand – der er nemlig rigtig fine lønforhold i snobberi! Derfor synger Birkebæk også gerne med på den tåbelige reklamesang, der er blevet komponeret af navlebeskuende lokalpolitikere.
Nemlig at Rockmuseet vil tiltrække mængder af virksomheder, der vil være stolte af at have domicil i en provinsby med et rockmuseum. Dette selvom virksomhederne skal betale et skyhøjt dækningsbidrag!
Det er lige så lallende, som dengang Rockmuseets ”opfinder” forhenværende borgmester Lindor Nielsen påstod, at museet ville bliver verdensberømt – hvilket ville udløse en folkevandring på 100.000 turister til Roskilde!
Det er selvfølgelig godt med visioner – det er menneskeligt med fantasier, men det er total godnat med fantasterier. Dette specielt når sidstnævnte skal legalisere et politisk solderi på over 200 millioner skattekroner!
Det er uendeligt nemt at have ambitioner, visioner, indikationer m.v. for skatteydernes regning, så der er næppe tvivl om, at Birkebæks selvsving bliver et kedeligt bekendtskab for borgerne. Dette ikke mindst i udkantsroskilde, hvor foreløbigt et museum i Jyllinge har måtte lade livet for Birkebæks ambitioner!