Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 9. juli 2012

Godt nyt for ældre og handicappede?

På forsiden af Roskilde Dagblad svømmer formanden for Teknik- og Miljøudvalget, den herostratisk berømte socialkammerat Torben Jørgensen hen i total henrykkelse over, at der i hvert fald efter sigende, er 1.000 flere med busserne om dagen!

Bemeldte personage oplyste ellers for kort tid siden, at der kun var tale om 700 flere om dagen, nemlig svarende til antallet af nye tilflyttere til byen – hvilket formodentlig ikke vil forhindre, at passagertallet i næste uge stiger til 1.200 om dagen og senere til uanede højder!
Det er derimod helt sikkert, at der ikke er flere ældre og/eller handicappede blandt passagererne – tværtimod!

Det forøgede antal passagerer skal selvfølgelig bevise, at den nye busplan er blevet en succes for socialkammeraterne m.fl. i Roskilde byråd.

Hvis ovennævnte er sandt, så tjener Movia angiveligt nu mange flere penge, hvorfor kommunen må kunne forhandle en billigere pris for sølle tre servicebusser til ældre og handicappede borgere. Der er trods alt kun tale om relativ få daglige busafgange indenfor en rimelig kort radius og uden søndagskørsel!

Selvfølgelig skal Torben Jørgensen først have tilladelse fra borgmester Joy Mogensen – det er nemlig ikke til at vide, hvor mange flere studieture til den Franske Riviera eller hvor mange nye ansættelser af spindoktorer, fruen allerede har planlagt.

Imidlertid taler de landsomfattende reaktioner på den sidste nye ekstravagance med hele to spindoktorer alene til fruens opvartning, sit tydelige sprog – så mon ikke også borgmester Joy Mogensen omsider kan se skriften på væggen?