På netavisen for Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis har lokalredaktør Torben Kristensen et af de vanlige hurra-indlæg omkring Rockmuseet!
Ganske ufrivilligt, for intentionen er givet den stik modsatte, er manden kommet for skade at dokumentere, hvor ringe interessen hos de unge egentlig er for Rockmuseet!
Således jubler lokalredaktøren over, at angiveligt 6.000 personer beså standen om Rockmuseet på festivalpladsen! Dette mener lokalredaktøren er et bevis for de umådelige mængder af turister, der vil valfarte til byen kun for at beskue den nu heldigvis forhenværende borgmester Poul Lindor Nielsens hobbyprojekt!
Tages der imidlertid udgangspunkt i nedenstående realiteter, så stiller sagen sig lige omvendt af lokalredaktørens jubeludmeldinger:
Det angivne tal på 6.000 besøgende er uden nogen form for dokumentation og er tilmed anslået af Festivalen/Rockmuseet selv, så mon ikke der er et nul for meget? Antallet er i hvert fald helt sikkert ansat for højt, nemlig for at legitimere Rockmuseets berettigelse i såvel politisk som økonomisk henseende!
Selv når ovennævnte fantasiantal lægges til grund for beregningen, betyder det, at kun omkring 5 % af de i alt 130.000 tilstedeværende gad høre om Rockmuseet!
Når de 130.000 festivalere tilmed primært bestod af unge – så siger det vist ikke så lidt om ”interessen” for et projekt, der ender op i en regning til kommunens skatteydere på over 200 millioner plus faste driftsomkostninger på 10 millioner årligt.
Endelig skal jublen sættes i forhold til, at når der ikke var musik på festivalen, så var der relativ få andre muligheder for gratis ”underholdning”, hvorfor almindelig kedsommelighed helt naturligt resulterede i besøg på diverse stande.
Når borgmester Joy Mogensen derfor selv mener det nødvendigt med hele to spindoktorer til personlig og politisk forherligelse, så har hun fuldstændig ret - Socialkammeratlig Tidende er nemlig ikke dygtig nok til at gøde jorden for de politiske selvforherligelsesprojekter.