DE BETROEDE TALENTER
Roskilde Domkirkes Menighedsråd nægter at modtage euroer som betaling for adgangen til den underholdningsmæssige del af kirken!
– Tja, hvad så med sølvpenge?
OMRINGET?
Overskrift på forsiden af Roskilde Dagblad:
”Kioskrøver fanget på video fra alle sider”
– Både ovenfra og nedenfra?
NEMLIG!
På debatsiden i Roskilde Dagblad har formanden for det lokale konservative minoritetsparti Keld Holm et læserbrev med overskriften:
”Forskruede ideer skal bekæmpes”
– Formanden er åbenbart i strid med sig selv!
GODT TÆNKT
I Roskilde Dagblad slår den multilaterale og bjærgsomme museumsdirektør, præsident, bestyrelsesformand (resterende titler er af pladshensyn udeladt) Frank Birkebæk til lyd for, at byens parkeringsvagter skal fungere som guider for turisterne!
– Skide godt Frank, så er der nemlig ikke tid til at udstede parkeringsbøder!
EN BAGATEL
Debatsiden i Roskilde Dagblad bringer et læserbrev fra venstrekvinden Anne-Mette Winther Christiansen (uden bindestreg) med følgende overskrift:
”Logikken mangler hos S”
– Og Venstre mangler resten!
MENING MED GALSKABEN
Billedtekst i Roskilde Dagblad i forbindelse med engelsk undersøgelse af sammenhæng mellem store muskler og synet på kvinder:
”Higer man som mand efter store muskler, er der større sandsynlighed for, at man er sexistisk”
– Til gengæld er der langt større chancer hos kvinderne!
INGEN FLYVEFISK?
Roskilde og Omegns Lystfiskerforening mener, at for få fisk benytter fisketrappen ved Kattinge Værk, hvorfor foreningen vil have trappen sløjfet!
– Hvad med en elevator?