OVERSET PROBLEMATIK!
Som et led i agurketiden bringer Roskilde Dagblad en beregning over, hvem af byrådsmedlemmerne, der deltager i flest møder, og hvem der ikke gør det!
– Tja, kvantiteten af fremmøder er ikke det samme som kvaliteten af beslutninger!
HELT SIKKERT
SF’eren Kim Raben, byrådsmedlemmet med den største fraværsprocent ved møder, udtaler i Roskilde Dagblad:
”Meget af arbejdet foregår mellem møderne”
– Ja, lokumsaftalerne for eksempel!
SMAGLØST
Roskilde Dagblad har et fødselsdagsinterview med en lokal bedemand med overskriften:
”Kisteglad fødselar”
– Og så var der den om elektrikeren, der kom i stødet, bødkeren, der faldt i staver og som allerede nævnt bedemanden, der var kisteglad - hvilket dog er bedre end dødfrustreret.
BUM!
Overskrift på læserbrev fra sognepræst T. Dam Jensen bragt på debatsiden i Roskilde Dagblad:
”Brug det frie ord langt mere, så trykkogeren ikke eksploderer”
– Og giv så den en hest, som siger sandheden, han har brug for at komme væk i en helvedes fart!
SKÅL!
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Folk strømmede til bryggeris åbent hus”
– Det tror vi på!
SNORK!
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Minister skal stoppe ældrevækning”
– Thi den, som sover, synder ikke!