Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 3. juli 2012

Randbemærkninger 8

KVALMENDE FORUDSIGELIGT!
I Roskilde Dagblad oplyser kommunaldirektør Kolind, at det er hans indtryk, at byrødderne er meget tilfredse med kurser, der giver dem gratis adgang til Roskilde Festivalen!

– Tja, enhver prøvelse bærer jo belønningen med sig!

BEGREBSFORVIRRING?
Forsidebilledtekst i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis omkring studentikost fodbad i Stændertorvets springvand:
”1.332 huer blev vandet”!

– Tja, så sad huerne da vist i den forkerte ende!

MADANMELDELSE?
Citat fra Roskilde Dagblad:
” – et fint lille stykke, som forenede anonymiteten og raffinementet på en fascinerende måde”.

– Atter en højtbelagt musikanmeldelse af Claus Røllum-Larsen - metamorfosernes mester!

GRÆNSELØS!
Salgsannonce fra mæglerfirmaet EDC:
”… kort afstand til gågaden og alt hvad byen byder på”!

– Fuldstændig korrekt, underboen er et værtshus med levende musik!

SELVFORHERLIGELSE!
Forstanderinden for Roskilde Kommunes kulturudvalg, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen udtaler i kulturtillægget ”Det Sker”, at hun er stolt af at kunne præsentere gratis koncerter i Byparken!

– Tja, koncerterne er absolut ikke gratis! Alle kommunens skatteydere, også dem i udkantsroskilde, har allerede betalt for underholdningen!

FANTASTERIER!
Citat fra nationalparkprojektleder Poul Bjeragers personlige reklameindslag i Socialkammeratlig Tidende:
”… undervejs kommer man forbi et overflødighedshorn af historiske steder.”

– Desværre er nationalparkprojektlederens omgang med sandheden tilsvarende underlødig!

HIMLEN KAN VENTE
Til Roskilde Dagblad udtaler den nye sognepræst ved Roskilde Domkirke Per Vibskov, at før han kan hellige sig nat/dagkirkeprojekt, så er der to presserende sager, som skal klares først:
”Jeg mangler stadig et sted at bo og jeg har ingen billet til Roskilde Festivalen”!

– Sandelig siger jeg eder – det er den rene elendighed!

NÅ DA, DA, DA
i forbindelse med sommeråbent på Roskilde Kloster, oplyses det i Roskilde Dagblad, at klosterets guider blandt andet fortæller historier om sortebrødre og adelige jomfruer!

– Tja, det skal nok lokke husarerne indenfor!