Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 4. august 2012

Birgit Pedersens numsebænke

Som det vil være læserne af Blog og Brok bekendt, holder forstanderinden for Roskilde Kommunes kulturudvalg, den selvbehagelige Birgit Pedersen fra SF, umådelig meget af genstande, som madammen kan plante sine balder på.

Sidst var det således bænke af paller, der på Stændertorvet fandt nåde for madammens balder. I sin klummert i tillægget ”Det sker”, et kulturtillæg, der selvfølgelig omdeles sammen med Socialdemokratisk Tidende, lovpriser madammen denne gang numsesæderne.
Disse kan både beses og belastes i forbindelse med indvielsen af Musicons Rabalderpark til over 33 millioner skattekroner.

Hvorvidt madam Pedersen selv har givet sæderne navn, det skal være usagt. Borgerne kan dog formodentlig forvente at se madam Pedersen sammen med Kulturministeren tage plads i numsesæderne. Dette som en del af indvielsen, hvortil alle i øvrigt er inviteret.

Det vil selvfølgeligt ikke være muligt for ældre eller handicappede at deltage. Dels er nedlæggelse af deres specielle servicebusser en væsentlig del af økonomien bag Rabalderparkens tilblivelse og dels, så er de nuværende busser bevidst ældre- og handicapfjendske!

Det passer selvbehagelige madam Pedersen særdeles godt. Konen er nemlig direkte ældrefjendsk – kun ungdom, elitesport og elitær snobkultur har interesse.
Madam Pedersen bryster sig af, at Rabalderparken har verdens første regnvandsanlæg, der også kan bruges til at skate.
Det er korrekt – det er første gang i verdenshistorien, at nogen har været så himmelråbende tåbelig at anvende 33 millioner skattekroner alene til benefice for lalleglade lokalpolitikeres selvforherligelse!

Skatteyderne i udkantsroskilde har selvfølgelig ringe muligheder for at anvende Rabalderparkens faciliteter, lige fra numsebænke, over trampoliner til vandtrappen! Det er imidlertid madam Pedersen totalt underordnet, bare de via skatten betaler for kultur- og musikbyen Roskildes lyksaligheder!

Til gengæld vil Rabalderparken inklusive diverse dimser og dingenoter være overmalet med graffiti og hærværkshærget op til flere gange inden årets udgang!
En virkelig ”god” investering af skatteydernes penge foretaget af den selvbehagelige formand for kulturudvalget – Birgit Pedersen!!