Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 19. august 2012

Intet Babelstårn før kommunalvalget!

Spekulationsprojektet hotel Babelstårn inklusiv bymur alias Røde Port projektet, som Claus B. Hansen og hans hemmelige økonomiske bagmænd har fortænkt til opførelse i Østergade, lader vente på sig. Desværre kan de roskildedensere, der ikke ønsker deres by forstadsbefængt af bemeldte øjenbæ, alligevel ikke trække vejret lettet.

Officielt udmelder borgmester Joy Mogensen efter aftale med sin spindoktor, at forsinkelsen selvfølgelig ikke skyldes en bevidst handling fra politisk side. Derimod er årsagen angiveligt, at der hele tiden dukker ”uforudsete” problemstillinger op.
En sådan konstant tilstand af nye problemer afslører ringe teknisk kunnen kombineret med sørgelig mangel på overblik!

Det passer imidlertid samtlige lokalpolitiske partier særdeles godt, at sagen strækkes til efter kommunalvalget 2013. En fornyet diskussion om hotel Babelstårns finansiering og relevans op til kommunalvalget vil få uønskede bivirkninger!
Dette ikke mindst, når det kommer for en dag, at det privatkapitalistiske spekulationsbyggeri vil koste skatteyderne i Roskilde Kommune ca. 100 millioner kroner!

Det siger således sig selv, at byggematadoren og hans bagmænd ikke forventer at skulle bære samtlige omkostninger ved flytningen af DSB’s rangerterræn, kloakeringer, forsyningstilførsel, vejomlægninger, ekspropriationer og/eller værditabserstatning til lodsejere etc. etc.

Hertil kommer diverse jordbundsundersøgelser, blandt andet for at sikre, at ikke sker sætningsmæssige eller andre skader, når der udgraves til parkeringskælderen otte meter ned i jorden 90 meter fra den fredede stationsbygning og 50 meter fra nærmeste hovedspor.
De nødvendige 100 millioner forsøger byrådet løbende at skaffe ved konstant rundbarbering af den basale sociale velfærd.

Samtidig håber lokalpolitikerne på, at den økonomiske nedtur vender, således at de omsider kan argumentere for blot tilnærmelsesvis rimelighed i opførelsen af hotel Babelstårn. Taktisk gælder det derfor på enhver måde om at trække tiden ud, og det gør man så - officielt ikke!