Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 23. august 2012

Randbemærkninger 34

VELKOMMEN TIL OVERFLADEN

Roskilde Dagblad bringer et læserbrev fra Jan Bjergskov Larsen, formanden for det hverken Socialistiske eller Folkelige parti. Det handler om Roskilde Kommunes budget for 2013 og har overskriften:
”Budgettet skal rumme visioner”

– Har manden sovet under byrådsmøderne? Budgettet indeholder millioner til realisation af politiske jubelvisioner som Rockmuseet, Rabalderparken, Musicon, sportshallen, festivalbro og festivalens musikhøjskole osv. osv. osv.

ÅRSAG OG VIRKNING
Roskilde Dagblad bringer på debatsiden et læserbrev fra sognepræst ved Roskilde Domkirke Paul Kofoed Christiansen - manden der ikke skrev et brev, som han senere trak tilbage! Læserbrevet har overskriften:
”Hvorfor skal man være medlem af Folkekirken?”

– Det er selvfølgelig fordi, præsterne skal leve og helst godt!

STORE AMBITIONER!
I anledning af budgetrodet i Roskilde Kommune, der pludselig viser 100 millioner i overskud, har en håndfuld sprællemænd fra den lokalpolitiske magtelite straks forfattet et læsebrev i Roskilde Dagblad med overskriften:
”Kasseforbedring kan give nye budgetmuligheder”

– Nemlig, der åbnes op for endnu flere politiske selvforherligelsesprojekter, ”studierejser” samt sovs og smovs!

RØNTGENBEHANDLING?
I Roskilde Dagblad har metamorfosernes mester Røllum-Larsen overgået sig selv i en af sine for lange og for mange musikanmeldelser:
”… leverede et furiøst spil, hvor værkets store udladninger kom imponerende frem, og hvor tillige alt stod klart og gennemlyst i satsen”

– Det må sandelig kaldes forståeligt dansk!

KANNIBALER I ROSKILDE?
Roskilde Dagblad bringer en artikel omhandlende et sangkraftcenter, som kommunen er blevet udvalgt til at huse. I den anledning skriver journalisten:
”.. for at sikre en fødekæde af sangere…”

– Tja, ordet fødekæde er mildt sagt uheldigt valgt, så mon ikke det nu ringer for den pågældende journalists øren – eller måske ligefrem kimer?

TOTALT TOMHJERNET!
Roskilde Dagblad bringer et citat fra en Sofie C. Nielsen, radikalt medlem af Folketinget:
”... så vi har svært ved at fremstå attraktiv for den helt nødvendige udenlandske arbejdskraft, vi skal have til landet”

– Det er åbenbart forbigået konens opmærksomhed, at i en tid med over 200.000 arbejdsløse, mangler landet ikke ligefrem udenlandsk arbejdskraft, men derimod indenlandske jobs!