Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 28. august 2012

Randbemærkninger 37

OPBLÆST
I Roskilde Dagblad har Røllum-Larsen atter en af sine navlebeskuende musikanmeldelser. Denne gang bryder han dog ikke ud i lovprisning af borgmester Joy Mogensen, men derimod i følgende:
”… og selv i de mere komplicerede passager blev melodikken holdt oppe af hans beundringsværdige anslagskunst”

– Han (pianisten) holdt åbenbart takten og ramte tangenterne i den rigtige rækkefølge.

BERØMT ELLER BERYGTET?
I forbindelse med, at Roskilde Kommune skal være værtsby på Sjælland for Danmarksindsamlingen 2013, har forstanderinden for Kulturudvalget, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen kastet 150.000 skattekroner i grams til spetakulært gøgl, der skal sætte Roskilde på landkortet.

– Er det ikke nok, at Roskilde Festivalen, der i mere end én forstand allerede har sat Roskilde på landkortet, også er involveret i dette projekt?

REN LUKSUS?
Ejendomsmæglerannonce I Socialkammeratlig Tidende:
”… kælderen har indlagt strøm”

– Nej, hvor ganske usædvanligt, ih og åh …

TROMMEHUSE?
I Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis, har lokalredaktør Torben Kristensen vanlig hurra-lovprisning af Musicon, der udnævnes til:
”Den musikalske bydel”

– Så enten er bydelen altså kun beboet af musikere, eller også spiller gadelygterne trompet, husene slår trommer og fortovene filer på violiner – endelig er der selvfølgelig den mulighed, at redaktøren ikke aner, hvad han selv skriver?

DET PASSER HELLER IKKE!
Borgmester Joy Mogensen udtaler ifølge Socialkammeratlig Tidende:
” Roskilde er et fællesskab for alle”

– Altså med mindre du er gammel, syg og/eller handicappet!

EN KIKSER!
Ejendomsmæglerannonce i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis:
”… veletableret kælder…”

– Ejendomsmægleren er muligvis veletableret, mens kælderen højest er veldisponeret.

SPECIALISTUDTALELSE?
Fødevareminister Metter Gjerskov (S) har i Roskilde Dagblad et indlæg med farvefotografi i bredformat og følgende overskrift:
”Større madglæde i hverdagen”

– Det tror vi på!