Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 24. september 2012

Kvalmende forudsigelig

Blev som forventet afgående formand for Domsognets menighedsråd Lis Frederiksens klummert i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis. Nemlig en lovprisning af byens kulturliv, byrådets overforbrug af millioner til unødvendige ligegyldighed i a la Stændertorvets kulturgørelse og andet af lignende karakter.

At madam Frederiksen er afgående formand for menighedsrådet ses tydeligt i følgende klamamse:
” … men spirene og Domkirken må og skal aldrig skygge for det mylder af kreative, musiske, historiske og også udfordrende tilbud, som Roskilde kan give …”

Tidligere hed det, at det underjordiske videncenter i luksusudgaven til 80 millioner i forbindelse med Roskilde Domkirke, var det absolutte højest opnåelige historiske og kulturelle kup i turistmæssigt henseende for byen!
Nu, hvor madam Frederiksens dage som formand for Domsognets menighedsråd er talte, snurrer karrusellen godt nok fortsat rundt, men til en helt anden melodunte!

Når madam Frederiksen er blevet udvalgt til klummertskriver af socialkammerat og lokalredaktør Torben Kristensen, hænger det selvfølgelig sammen med, at konen har de rigtige meninger om byrådsflertallets overforbrug af skattemillioner til de såkaldte ”kreative”, musiske og ”historiske” tilbud.

Blog og Brok venter derfor i spænding på næste nummer af føljetonen, hvor der næppe heller vil fremkomme for eksempel berettiget kritik af kommunens ældrepolitik, lukning af skoler, børnehaver eller bygningernes forfald - for slet ikke at tale om byens fortove, der ligner Beiruts ruiner.
Nu er socialrealisme selvfølge ikke og har aldrig været Lis Frederiksens stærke side – øjet ser som bekendt kun det, som samvittigheden ønsker at se!