Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 17. september 2012

Randbemærkninger 47

BANDBULLE
I Roskilde Dagblad udmelder domprovsten i Roskilde Jens Arendt i forbindelse med den nye lukkelov:
”Hvis vi ikke længere holder fri om søndagen, er Danmark lidt mere sekulariseret (verdsliggjort), lidt mindre præget af kristendommen.”

– Tja, enten er der tale om rigid opfattelse af kristendom, eller også er det bare gement brødnid!

EN VERDENSBERØMTHED
Roskilde Dagblad har følgende overskrift:
”Borgmester (Joy Mogensen) vækker opsigt i Tanzania”

– Det gør hun da så sandelig også i Roskilde!

TOTALT UDKNALDET
Roskilde Dagblads regionale debatside bringer et indlæg af en Carl-Mar Møller – med ét M og to øller samt følgende indhold:
”Øl skaber psykisk stærke unge - hvis man forbyder salg af alkohol på skoler og gymnasier, vil de unge drikke sig fulde i stærk spiritus, tage hash, kokain og speed i stedet for …”

– Jamen selvfølgelig, man bliver da også kun alkoholiker og/eller narkoman, hvis man ikke får øl nok i puberteten!

HYP MIN HEST!
Klummemager Anette Heick har på bagsiden af BT følgende udmelding:
”Man må gå ud fra, at de, der takker ja til invitationen, også har forventninger om, at værten har lagt sig i selen”

– Altså et rent hestearbejde?

DER ER MERE MELLEM HIMMEL OG JORD …
BT bringer indtryk fra Ufo-konferencen i København. Herunder interviews med såvel troende og ikke troende på flyvende objekter.

– Heldigvis har vi trosfrihed her i landet, så det står enhver frit for at være medlem af en tallerkensmækker-forening!

SELVGLÆDE
Ejendomsmægler-reklame i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis:
”Endnu en kunde, der vil anbefale os”

– Hvorfor er det altid sælgeren, der vil anbefale – og hvorfor mon aldrig køberen?!

POLITISK FABULEREN!
Ifølge Roskilde Dagblad giver socialdemokraternes gruppeformand Sass Larsen sit syn på fremtiden, og det sker i Køge.

– Teaterbygningen her danner meget passende ramme om fantasierne!