Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 26. september 2012

Roskilde fravælger kommunal service!

På nær et enkelt parti tog det kun byrådet 20 timer at blive enige om, at slagte endnu flere stillinger i kommunen, således at servicen overfor borgerne beskæres med 40,5 millioner, og arbejdsløsheden forøges – dette på trods af en anseelig kassebeholdning!

Når det gik så smertefrit skyldes det, at de lokalpolitiske genier sætter kulturel fandango, selvforherligelsesprojekter og politiske statusbyggerier højere end alt andet. De skal nemlig have et minde om deres politiske ”virke” – eller hvad man skal kaldet det?

Besparelsen skal derfor dels ses som vanlig foragt for borgernes krav på god kommunal service, dels som knæfald for vrangforestillinger om, at kommunens ansatte intet bestiller – ellers er det nemlig groft uforsvarligt at skære ned på en arbejdsstyrke, der som bekendt allerede ved tidligere lejligheder er blevet voldsomt decimeret.

Ved at reducere driftsudgifterne med 40,5 millioner fås en fast årlig besparelse fremover. Dette velvidende, at kommunen i de næste 4-5 år skal skaffe mindst 300 millioner til Roskilde Festivalen, til politisk gejl og til de pseudokulturelle monumenter over personlig utilstrækkelighed.

Alene i forbindelse med Roskilde Festivalens projekter m.v. vil forbruget andrage mindst 80 millioner inklusiv omkostninger/erstatninger i forbindelse med den berygtede ekspropriationssag.

Rockmuseet og Musicon med tilliggende herligheder andrager i samme periode ca. 100 millioner kroner.
Hertil kommer så erstatninger ved ekspropriation samt anlægsudgifter m.v. ved etableringen af det private spekulationsprojekt ved Røde Port!

Endelig påregnes 10 millioner i faste årlige driftsudgifter i forbindelse med Rockmuseet, Musicon, Rabalderparken samt de nye planlagte praleprojekter! Her spares der ikke på driften – handler det om politiske mindesmærker, så er der ingen smalle steder i Bredgade!

At foretage ovennævnte besparelser cirka et år før kommunalvalget viser med al tydelighed, at de lokalpolitiske fraktioner nu er så sammenspiste, at de i fuld offentlighed tør give udtryk for, at borgernes behov rager dem en rød rose – undskyld en høstblomst!