Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 22. september 2012

Torben Jørgensen – en kedelig karl!

Den omstændighed at en ældre medborger seks gange på to måneder er blevet klemt i døren på en af Jørgensens fantastiske ”ældrevenlige” busser i Roskilde, kan åbenbart ikke forstyrre socialkammerat Jørgensens nattesøvn – men hvad kan vel det efterhånden?

Selvfølgelig beklager Jørgensen i sin egenskab af formand for Teknik- og Miljøudvalget, at den ældre medborger og hans rollator er blevet klemt så mange gange, men derudover udtaler Jørgensen til Roskilde Dagblad, at han ikke vil foretage sig videre i sagen!

Formalier er nemlig ikke opfyldt, i hvert fald ikke efter Jørgensens rigide mangel på medmenneskelig forståelse. Der skal således indsendes en skriftlig klage, med angivelse af hvilken bus, hvilken dag, klokkeslæt og geografiske placering episoden har fundet sted på!
Ellers gider Jørgensen ikke foretage sig en tøddel i sagen – der skal nemlig helst ikke være for meget kritik af gøjserens såkaldte vidunderlige ældrevenlige busser end de allerede utallige fremførte klager!
I den forbindelse har bl.a. Roskilde Dagblad udover den aktuelle klage også har bragt adskillige indlæg fra byens ældre, om hvordan de er blevet sjoflet af socialkammerat Jørgensen og hans ”fantastiske” ældre- og handicapvenlige busser!

Summa summarum – socialkammerat Jørgensen har beviseligt mod bedre vidende fyldt byens ældre, syge og handicappede med en stor fed løgn, dengang han slagtede de specielle servicebusser til fordel for millioner til kulturpaladser!

Så husk, når du sidder klemt fast i døren, og bussen kører – at medens dit hoved hamrer mod vejbanen da at have blok og blyant klar til at notere de oplysninger, som kan få socialkammerat Jørgensen til at løfte tænkeboksen fra stolesædet og simulere lidt åndsfrisk!