Ovennævnte personage kandiderer til endnu en valgperiode i Domsognets menighedsråd og anvender sit læserbrev i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis – stedet for de sandfærdige beretninger – til at fremhæve sig selv, sit apotek, menighedsrådets arbejde og Roskilde Domkirke!
Af de efterhånden mere eller desværre mest underlødige selvpromoverende indlæg fra kandidater til sæderne i menighedsrådet, er Paul Bundgaards det mest salvelsesfulde og utroværdige!
Således udmelder Bundgaard: ”Derfor er der god grund til at slå fast, at der aldrig i det nuværende menighedsråd har været tale om at modarbejde kirken”
Nej da, det var netop denne idyl mellem menighedsrådet og sognepræst Kofoed Christiansen, der udløste det brev, som præsten ikke skrev, men som han senere trak tilbage.
Heri ytrede sognepræsten sin berettigede tvivl om, hvorvidt menighedsrådet efterhånden var i stand til at adskille det kirkelige (troen) fra det turistmæssige (pengene)!
Efterfølgende blev sagen som bekendt ordnet i mindelighed ved, at sognepræsten trak brevet og fik tilknyttet endnu en præst til kirken. På den måde fik Gud, hvad Guds var, og kejseren hvad kejserens - undskyld menighedsrådets var!
For Paul Bundgaard handler det helt åbenlyst om, at domkirken skal herliggøres i turistmæssig og dermed i økonomisk forstand – kort sagt kirken skal tjene penge, rigtig mange penge til menighedsrådets ambitiøse 80 millioner herlighedsprojekt!
Et projekt, der er ganske unødvendigt i den angivne prisklasse, blot 10 millioner vil rigeligt kunne opfylde kravet om et formidlingscenter!
Bundgaard personlige ambitioner er angiveligt at ”forene” domkirken med byen – noget kirken allerede blev i 1100-tallet! Kort sagt læserbrevet er en omgang selvgodt savl – hvilket tydeligt demonstrerer, at alle midler åbenbart anvendes for at blive valgt!
Så når krydset skal sættes, bør det ihukommes, at en mand engang drev kræmmerne ud af templet, hvorfor mon han gjorde det – Bundgaard?
