Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 13. november 2012

Pinlige Torben Jørgensen!

Efterhånden må det beklageligvis konstateres, at bemeldte socialkammeratlige personage har så mange kasketter på ad gangen, at han i visse konkrete sager både repræsenterer arbejdsgiveren og arbejderne – samtidig vel at mærke!
Etisk set er Jørgensen i sådanne sager mildt sagt inhabil, men etik tæller desværre ikke i politik – kun inhabilitet i juridisk forstand gør det!

Således var etikken problemet, dengang hvor Jørgensen i sin egenskab af formand for LO Roskilde var medunderskriver på et læserbrev fra fagbevægelsen, hvori byrådet blev anmodet om ikke at foretage de planlagte afskedigelser!
Uheldigvis for Jørgensen var der tale om nøjagtig de samme afskedigelser, som Jørgensen, denne gang i sin egenskab af socialkammeratlig byrådsmedlem, selv havde været med til at vedtage!

En anden sag af samme type er skandalen omkring sikkerheden på arbejdspladsen ved Kara, hvor Jørgensen både er bestyrelsesformand og samtidig formand i LO Roskilde.
Det er særdeles usmart både at repræsentere de arbejdere, der har politianmeldt entreprenøren for forfalskede underskrifter og så være bestyrelsesformand for virksomheden, der skulle føre tilsyn med arbejdet!

Torben Jørgensens fornemmelser for etik skaber selvfølgelig berettiget undren blandt de lokale fagforeninger, men Jørgensen er ligeglad!
Han er vant til at have mindst to kasketter på hovedet samtidig - for jo flere kasketter i entreen, nu flere bestyrelseshonorarer i banken og set i det perspektiv er etik for Jørgensen en by på månens bagside!

At Jørgensen bærer kappen på begge skuldre, er der ikke tvivl om, derfor bør en eller anden forklare manden, at man ikke bliver større – heller ikke menneskeligt set – fordi man har to kasketter på samtidigt!

Torben Jørgensen burde overveje at trække sig til kommunalvalget – han er ingen pryd for partiet – på den anden side, så er de lokale socialkammerater for længst ophørt både med etik og som arbejderparti. Det er ikke længere ligefrem socialisme, der rykker – det er derimod slatten kulturel småborgerlighed!