Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 16. november 2012

Randbemærkninger nr. 73

BORGMESTER MOGENSENS REKLAMEBRØL

I Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis proklamerer Roskildes borgmester Joy Mogensen:
”Vi vandt grusgravkrigen”

Tja, var det egentlig ikke grusgravningen, der både var undskyldningen og argumentet for at Roskilde Kommune eksproprierede arealerne ved Planteskolen?
Så hvordan går det så nu med skyttegravskrigen i den forbindelse – Joy Mogensen?


UMÅDELIG SELVGLÆDE
I Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis meddeler lokalredaktør Torben Kristensen med selvglæde i stemmen om nej tak til gratis husstandsomdelte reklamer:
”Kun syv procent indenfor postnummer 4000 ønsker ikke at få Roskilde Avis”

– Den er nemlig særdeles velegnet til at lægge i bunden af kattebakken eller hamsterburet!

SOM MAN NU SER DET!
I forbindelse med at lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende af partikammesjukkerne er beordret til at forsvare Torben ”To i en” Jørgensens alt for mange kasketter, konkluderer lokalredaktøren:
”På den måde er det virkeligt godt, at Torben ta’r tævene”

– Politisk set er det rigtigt, for det er nemlig som at slå vand på en gås – altså uden at fornærme gåsen, men blot som eksempel på manglende effekt!

POLITISK SELVROS
Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis oplyser, at borgmester Joy Mogensen roser kommunens Beskæftigelsesudvalg for et godt forslag til at løse de arbejdsløses problemer med dagpengeretten:
”Nu bør vi i byrådet kunne samles om at gennemføre det”

– Tja, udvalget består af repræsentanter for byrådets politiske forskruninger, hvorfor en vedtagelse må være en formssag! Ikke mindst når administrationen forlods har leveret diverse forslag med tilhørende beregninger!

TOM TALE
I Socialkammeratlig Tiden berømmer den socialkammeratlige sprællemand Torben Kristensen sin partikammesjuk Torben Jørgensen i forbindelse med nedlæggelse af servicebusserne:
”Derfor må Jørgensen tage rundt til beboermøder og stå op på sæbekassen, mens han lytter til kritikken og lover at gøre noget ved det. Det kræver mod og energi”

– Det kræver aldeles ingenting. Torben Jørgensen er en hårdhudet politiker, der beløj ældre, syge og handicappede om hans nye ”vidunderbusser” og deres optimale servicemuligheder – dette selvom han udmærket vidste, at alt hvad han lovede, var løgn!
Kan Jørgensen gøre dette imod ældre, syge og svage borgere, så kan han også stå på en ”sæbekasse” og love dem handling. Dette vel vidende at der højst vil være tale om latterlige lapperier!