Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 23. november 2012

Randbemærkninger nr. 76

ET JULEØNSKE
I et læserbrev i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis ønsker Louis Hansen fra Kirke Såby mere seriøsitet i ovennævnte sprøjte!

– Julen er godt nok også gavernes fest, men alligevel vil Blog og Brok vædde en god middag med Louis Hansen på, at netop dette gaveønske er lokalredaktør Torben Kristensen ude af stand til at opfylde!
Lokalredaktør Torben Kristensen aner nemlig ikke, hvad seriøsitet vil sige og er måske også lovlig undskyldt. For at citere en gammel regel fra Romerretten: ”Der, hvor ingenting er, har selv kejseren tabt sin ret”!

FESTIVALERNES PISRENDE
Ifølge Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis, har Roskilde Kommune vedtaget at give 150.000 skattekroner til endnu en omgang Orange Rute. Ad hvilken festivalere under dække af kultur skal trækkes ind og lokkes til at bruge penge i midtbyen!

– Tja, indtil videre har det ikke været nogen speciel succes – det eneste festivalere medbringer, er øl, og det er stort set også det eneste, de afleverer overalt!

ER DET MON GENETISK?
På debatsiden i Roskilde Dagblad har museumsdirektør Frank Birkebæk fra Roskilde Museum en længere udredning om det at være smart:
”... at vi engang var tapre, vidt berømte og i stand il at skabe en stor afgrøde”

– Tja, manden ved unægteligt, hvad han taler om. Siden Birkebæk kom til Roskilde, er han blevet museumsdirektør, præsident for Schubertselskabet, har sikret sig diverse formands- og bestyrelsesposter, er netop blevet reklamesøjle i Roskilde Dagblad osv. osv. osv.

TURISTGEJL
Ifølge Socialkammeratlig Tidende har Roskilde Kommune nu doneret 150.000 i løntilskud til projektlederen for den såkaldte Skjoldungesti.

– Den hedder Skjoldungestien, fordi Skjoldungerne aldrig har eksisteret – kort sagt kunstigt opgejlet kulturfantasi! Desværre er de 150.000 ikke fantasikroner, men derimod skattekroner – så langt rækker fantasterier alligevel ikke!

HVOR LATTERLIGT KAN DET BLIVE?
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Pris gør Rabalder Parken attraktiv”

– Primært hos selvfede lokalpolitikere, der får endnu et skatteyderbetalt monument over egen uendelige ligegyldighed at prale med!