Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 2. november 2012

Roskilde byråd sjofler ledige!

Ifølge Roskilde Dagblad vil der være ca. 100 roskildedensere, som står til at miste dagpengeretten ved udgangen af december måned. Derfor skal kommunen nu træffe beslutning om, hvad der kan gøres for at afhjælpe den økonomiske katastrofe, som det vil være for mange, når dagpengeperioden udløber!

Samtidig skal kommunen skære foreløbig 40 stillinger væk til ære for visse lokalpolitikeres monumenter over egen selvbehagelighed. Besparelsen er allerede budgetteret anvendt til diverse former for politisk sovs og smovs – hvorfor det bliver en svær øvelse at skaffe 100 stillinger i kommunalt regi samtidig med nedskæringerne.

Byrådet har derfor åbenbart valgt at trække afgørelsen i langdrag. Hvilket er ganske urimeligt overfor de mange ledige, der ikke ved om de er købt eller solgt!
Sagen går nemlig nu i syltekrukken. Således har byrådet besluttet, at man ikke vil tage konkret stilling, men vil afvente, at administrationen gennemgår problemstillingen og fremkommer med egnede modeller!

Herefter skal disse eventuelt egnede modeller danne basis for beslutninger udarbejdet af kommunens Beskæftigelses- og Integrationsudvalg!

Når den lange sagsgang holdes op mod, at der er mindre en to måneder til, at ca. 100 roskildensere mister dagpengeretten og for de flestes vedkommende herefter står uden anden indtægt – så synes det som om, at hjælpen bevidst forsinkes under påberåbelse af administrative/politiske procedurer. Hvilket derfor bringer det gamle danske ordsprog i erindring: ” Mens græsset gror, dør horsemor!”

Problemer løses ikke ved hverken at stikke hovedet i busken eller lægge dem i syltekrukken – men bevares, proceduren er overholdt – så s.... være med dem, det går ud over! Når det altså bare ikke er byrøddernes monumenter over selvforherligelse.