Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 5. december 2012

Randbemærkninger nr. 82

HUMOR?
På forsiden af Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis bringes følgende overskrift:
”Julemarked på godset og svineslagteriet”

– Tja, nu er baronen på Svenstrup gods godt nok både en meget stor svineavler og meget konservativ, så er overskriften et udslag af politisk humor, eller er det ganske utilsigtet? Pudseløjerligt er det i hvert fald!

ØJNENE, DER SER
I sin ugentlige klummert har lokalredaktør Torben Kristensen fra Socialkammeratlig Tidende følgende indspark vedrørende det lokale forlig om akutpakken:
”Sikkert er det i hvert fald, at en række af politikere i byrådet gjorde et fremragende arbejde for at nå dette resultat og kan betragte forliget som en stor sejr”

– Tja, det er nu langt mere interessant, hvordan de ledigmeldte betragter forliget, der bl.a. takket være den vetoret, som en talentløs rød sandkasse gav blå sandkasse, blev reduceret fra 5 millioner til sølle 2,5 millioner?

ER DU KONSERVATIV – POUL ANDERSEN?
Omkring forfordelingen af penge til kommunens skoler, har socialkammerat Poul Andersen følgende indlæg i Socialkammeratlig Tidende:
”Der er altid tabere og vindere, når der skal fordeles penge ...”

– Tja, derfor behøver dem med de største behov ikke at skulle aflevere til dem med de mindste behov! Det har intet med socialisme at gøre, men er derimod rendyrket konservatisme!

EN SMAGSDOMMER?
I Socialkammeratlig Tidende roser Enhedslistens Jonas Paludan en pølse på INPS’s Julemarked, fordi der er god smag og kød i den!

– Modsat i byrådet, hvor der koges smagløs suppe på pølsepinder!

EN VITTIGHED?
I forbindelse med de fortsatte klager over den talentløse busplan, meddeler formanden for Teknik- og Miljøudvalget, socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen til Roskilde Dagblad, at han godt kan planlægge sig ud af krisen.

– Tja, enten er det med planlægningen er vittighed på borgernes bekostning eller en fornærmelse af borgernes intelligens – vælg selv!

BÅDE OG
I Roskilde Dagblad citeres musiker Niels Skousen for følgende guldkorn.
”Når jeg spiller, bliver det lidt af en skizofren oplevelse”

– For hvem af dem?

TELEGRAMSTIL
Overskrift i Socialkammeratlig Tidende:
”Enig blev kirkeværge”

– Og ingen havde grund til at være uenig?