Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 30. december 2012

Randbemærkninger nr. 99

KVALITETSSIKRING?
I Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis begrunder formanden for handlen Torben Stevold, hvorfor netop Roskilde blev valgt til Danmarks bedste handelsby. En af årsagerne er angiveligt, at kunderne gennem hele året har haft mulighed for at kåre såvel månedens som årets bedste butik!

– Tja, skal der virkeligt være tale om kvalitetssikring, så hvad med også at kåre månedens og årets værste butik – men det tør Stevold ikke!

GÆTTERIER
Overskrift i Søndagsavisen:
”Økonomien vender i 2013”

– Tja, den skulle allerede have vendt to gange tidligere nemlig i 2011 og 2012, så på et eller andet tidspunkt lykkes det vel for de økonomiske sprællemænd at gætte rigtigt!

OVERSPRINGSHANDLING?
Ugens citat i Roskilde Dagblad er fabrikeret af chefredaktør Chr. Jensen på Information:
”Det velfungerende samfund skal kendes på dets vilje til at give forholdsmæssigt mest til dem, der har mindst. Sådan var det før krisen. Sådan skal det også være efter krisen”

– Tja, faktisk er det allermest nødvendigt under krisen – men denne periode er sjovt nok ikke indeholdt i chefredaktørens fornemmelse for velfærd!

MISUNDELSE?
Ifølge Ekstra Bladet meddeler kuglekyler Joachim B. Olsen fra partiet Latterlige Argumenter (LA):
”Jeg kom aldrig på ferie, da jeg var barn”

– Tja, det forklarer måske, hvorfor han heller ikke mener, at børn i fattige familier skal have mulighed for at komme på ferie!

VANDET!
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Bent bygger hus til hammerhajer”

– De slår formodentlig selv sømmene i?

FORDØMMELSENS UENDELIGE LETHED
I BT folder Anette Heick sig vanen tro ud med endnu en politisk korrekt udmelding:
”Rygning er Skod”

– Det havde unægtelig virket langt mere prisværdigt, om den udmelding kom for 10 år siden. Nu er det nemlig ikke alene risikofrit, men tilmed anerkendt at lægger rygere for had!

SOM VINDEN BLÆSER
Oplysning i Roskilde Dagblad:
”... Vestas aktionærer har været i strid modvind”

– Til gengæld snurrer vindmøllerne lysteligt!

SÅDAN ER DER SÅ MEGET
Overskrift i Søndagsavisen:
”Populære vinglas dræber duften”

– Tja, og indholdet dræber hjernecellerne!