Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 24. januar 2013

Demokratiet i Roskilde!

I Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis mener lokalredaktør Torben Kristensen, at kommunen har et skævt demokrati, fordi Roskildes politikere afgiver alt for meget magt til administrationen!
Det har Blog og Brok skrevet om op til flere gange – så her er vi enige!

Kristensen mener endvidere, at de folkevalgte skal have højere løn, og der skal gives større erstatning til de arbejdsgivere, der har ansatte, som bliver politisk valgte!
Det mener Blog og Brok ikke er nødvendigt. Når man opstiller som politiker, så kender man forinden vilkårene, og kan man ikke forlige sig med dem, så bør man undlade at opstille! Dels er der masser af andre, der gerne vil til fadet, og dels er der ingen grund til at lueforgylde luddovne politikere, der lader administrationen om at styre kommunen – som det for eksempel er tilfældet med Roskilde Byråd!

Endvidere er Kristensen af den opfattelse, at vi vælger vores folkevalgte, for at de skal træffe de vigtige beslutninger, der styrer udviklingen i vores samfund!
Her er Blog og Brok ikke helt enig med lokalredaktøren, der mangler det væsentligste, nemlig grundlaget hvorpå lokalpolitikerne vælges!

Valget sker på baggrund af partiprogrammet, og det som loves inden valget. Nu ved alle, at der er noget, som hedder valgflæsk, men der er også noget, som hedder partiprogram – og når ingen af delene i realiteten opfyldes, så er pågældende blevet valgt på baggrund af bevidst urigtige oplysninger – kort sagt løgne.

Det svarer til sælgeren, der lovpriser støvsugeren og udleverer skriftligt materiale om, hvad den kan! Når det efterfølgende viser sig, at støvsugeren ikke har nogen af de lovede kvaliteter, kan kunden ifølge Købeloven kræve sine penge tilbage!
Anderledes er det med lokalpolitikerne, her kan man ikke forlange sin stemme tilbage, når det efterfølgende viste sig, at gøjseren, som man stemte på, fordi han påstod at være social, folkelig og demokratisk, afsløres som værende det stik modsatte!
Kort sagt, vælgeren er blevet snydt, og løgneren er blevet valgt.

Det er sidstnævnte kombination, der har skabt begrebet politikerlede og dermed årsagen til, at over 30 procent af befolkningen finder det formålsløst at stemme!
Måske skulle lokalredaktøren ofre en linie eller to på dette langt mere alvorlige problem for demokratiet, end at lokalpolitikernes løn er for lav!