Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 19. januar 2013

Social stempling!

Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis bringer et læserbrev fra en borger, der høfligt forespørger, hvad bladet mener med udtrykket "Ghetto-skoler", og hvad det egentlig er!

Blog og Brok har tidligere være inde på det forkastelige i, at en bladsmører på Socialkammeratlig Tidende for at virke smart, offentligt stemplede velfungerende skoler som værende "Ghetto-skoler".
En social stempling, der netop vil bevirke, at ikke tosprogede børn flyttes til andre såvel kommunale som private skoler. Denne udvikling er i forvejen ved at være et problem på flere skoler i kommunen, og med anvendelse af det nedværdigende udtryk "Ghetto-skoler", der i øvrigt intet belæg er for, bærer den bemeldte bladsmører endnu mere ved til bålet!

Lokalredaktør Torben Kristensen, der leder redaktionen i Roskilde, har prøvet at redde/begrunde avisens bevidste sociale stempling af skolerne. Svaret fortjener at blive citeret her:

”Udtrykket henviser til de skoler, der ligger i områder af Roskilde, som ifølge den officielle definition er et "Ghetto-område"- eller i fare for at blive det"! Og senere i teksten: " ... efter min bedste mening viser denne holdning, at avisen vil undgå, at der bliver "for meget ghetto i Roskilde."

Lokalredaktøren mener åbenbart, at når avisen stempler visse skoler som værende "Ghetto-skoler", selvom der intet officielt belæg er herfor, så kan man derved forhindre, at skolerne bliver det!?
Udmeldingen lader vi lige stå lidt, indtil det er afgjort, hvorvidt der skal grines eller grædes!

Skulle argumentet holde vand, så vil det svare til, at Roskilde fremover benævnes "Ghetto-byen" - dette for at undgå, at den blive det. Forhåbentlig kan ingen se logikken – altså udover lokalredaktøren selv, og han tæller ikke med!