POLITISKE SYNDER
Overskrift i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis:
”Partierne på Roskilde Messe”
– Tja, heldigt det ikke er katolsk messe – alene deres efterfølgende skrifte/syndsforladelse ville være abnormt tidskrævende!
VENSTRE’S VALGFLÆSK ANNO 2013
Overskriften på læserbrev i Roskilde Dagblad fra Bent ”Vendekåbe” Jørgensen og Annie Larsen: ”Venstre ønsker et Senior Aktivitets Center”
– Det er selvfølgelig en glimrende ide med et aktivitetscenter i Retsbygningen på Helligkorsvej, når retten nu flytter. Imidlertid har det været almindelig kendt i flere år, at bygningen skulle rømmes – så når forslaget først kommer nu, er årsagen desværre, at der om mindre end 10 måneder er kommunalvalg!
Kort sagt valgflæsk – for havde Venstre bekymret sig så meget om de ældres ve og vel, som det nu pludseligt oplyses, så kunne projektet for længst være bragt på banen!
EN TÅRNHØJ AFBRÆNDER
Roskilde Dagblads nyeste reklamesøjle er direktøren i fodboldklubben FC Roskilde Kim Milton:
”For mig handler det om troen på at det lykkes ...”
– Tja, med hensyn til lønnens størrelse, så er den så afgjort fortsat i l. division, at klubben i mellemtiden er røget ned i 2. division, det er åbenbart uden betydning!
HYKLERNE!
Socialkammeratlig Tidende Alias Roskilde Avis bringer et læserbrev underskrevet af samtlige politiske sprællemænd i Roskilde Kommunes Teknik- og Miljøudvalg:
”Vi er naturligvis kun interesseret i at sikre en god, social busdrift ...” - Og senere hedder det: ”... at skabe de bedst mulige bustilbud for alle i kommunen.”
– Tja, udover at samtlige underskrivende politiske nulliteter i fuld enighed slagtede servicebusserne til ældre, syge og handicappede til fordel for politisk tant og fjas, så er læserbrevet at føje spot til skade overfor de mange, hvor servicebusserne var den eneste transportmulighed!
Når udvalgsmedlemmerne med socialkammerat Torben ”To i en ” Jørgensen i spidsen pludselig føler det nødvendigt med en samlet afværgedagsorden, skyldes det selvfølgelig kun én ting, nemlig det tilstundende kommunalvalg – hvilket ikke gør hykleriet mindre, kun endnu mere gement!
KLAMT!
Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis bringer en partipolitisk korrekt valgreklame:
”Borgmesteren har købt Roskildelapperne – har du?”
– Tja, skal de ældre, syge og handicappede i Roskilde Kommune have råd til at benytte socialkammeraternes ”strålede” tilbud om en bustur til 2x24 kroner dagligt for at komme frem og tilbage til midtbyen, så er de da sandelig nødt til at suge på lappen og det hele året!
FORNUMMET!
I Dagbladet Erhverv skriver finansdirektør Jens H. Lund, DSV:
”Jeg kan ikke se, hvordan tallene (selskabsskatten) kan bruges til at fortælle noget som helst”
– Tja, tallene kan da for eksempel vise, hvorfor en god revisor er salæret værd!
RADIKAL HENRYKKELSE
I Socialkammeratlig Tidende udtaler den total kritikløse rygstøtte for socialkammeraterne, radikale Ingerlise Hansen:
”RO’s efterskole er prikken over i’et, og det manglende led i en uddannelsesby som vores”
– Nej, prikken over i’et og det manglende led er løbende vedligehold og modernisering af kommunens egne skoler!