I Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) forsøger tidligere formand for Domkirkens menighedsråd Lis Frederiksen at afvise beskyldninger om entrébetaling til kapellerne for at få penge i kassen.
Blog og Brok skal i den forbindelse ridse handlingsforløbet op, et forløb baseret på Lis Frederiksens egne udtalelser i og til den lokale presse.
Lis Frederiksen stillede oprindeligt op til menighedsrådet med parolen ”gratis adgang til Roskilde Domkirke”.
Efter Lis Frederiksen var blevet valgt, meldte fruen ud, at der nu skulle betales for adgang – senere blev det så kun til at omfatte kapellerne – dette angiveligt for at kunne aflønne rundvisere m.v.
Påfaldende kort tid efter blev det til et ligebehandlingskrav – hvilket ingen i øvrigt havde fremsat. Kravet blev ifølge Lis Frederiksen støttet af domkirkens ”juridiske ekspertise” – formodentlig en til lejligheden opfunden undskyldning?!
Derfor bør Lis Frederiksen være uhyre forsigtig med at anvende udtrykket ”urent trav” i sit læserbrev – for som den gammel børneremse siger: ”Det man siger, er man selv”.
Mere usmageligt bliver det straks, når madam Frederiksen udmelder, at præsterne er enige! Det, som havde interesse for præsterne, var logisk nok, hvorvidt der blev gratis afgang til selve kirkerummet, herunder om menighedsrådets turistmæssige tiltag ville forstyrre de kirkelige handlinger!
I den forbindelse bør Lis Frederiksen erindre sig det berømte brev, som sognepræst Paul Kofoed Christiansen skrev til menighedsrådet, og som han senere ikke skrev, men alligevel trak tilbage!?
Den gode præstemand var nemlig betænkelig ved, hvorvidt menighedsrådet var i stand til at adskille kirkens religiøse funktioner fra ideerne om en fremtidig pengemaskine på basis af opgejlet turisme.
Præsten trak brevet og fik en ekstra fast ansat præst tilknyttet kirken – kort sagt, den for Lis Frederiksen så pinlige sag blev løst i menighed – undskyld mindelighed!
Nu er det velkendt at blandt mange andre funktioner, svækkes også hukommelsen med alderen – så alene af ren og skær høflighed vil Blog og Blok tillade sig at formode, at Lis Frederiksens hukommelse har spillet fruen et puds – alternativet er nemlig ikke smukt!
