Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 13. marts 2013

Randbemærkninger nr. 155

SELVERKENDELSE ER GODT
Den selvfikserede såkaldte mommy-blogger Cecilie Rubini i avisen 24timer:
”Jeg er blevet en smådramatisk pylret hystade ...”

– Tja, alt for at få offentlig opmærksomhed – og så har hystaden i øvrigt ganske ret!

HVOR HJEMLIGT
Overskrift i avisen 24timer:
”På tur mellem kameler, ruiner og pirater”

– Tja, det lyder som en af Venstremanden Flemming Damgaard Larsens guidede ture rundt i Folketinget!

KIKSERNE
En af de ting, der ofte gør avislæsning underholdende, er de sproglige mærkværdigheder, som journalister og læserbrevskribenter leverer. Uden at Blog og Brok skal hænge nogen ud, så bringes der til almindelig fornøjelse for læserne nogle eksempler:

Læserbrev på én linie i netavisen til Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) fra den selvpromoverende Allan Ohms, underskrevet med titlen ”advokak”!

– Tja, det var da heldigt, at der ikke kom til at stå ”gak”!

Fra artikel om tasketyveri bragt i Roskilde Dagblad:
”Dermed kan noget tyde på, at gerningsmanden ikke lagde øjne på hende for første gang i toget”

– Tja, udover sætningen er meningsløs, så kan man selvfølgelig lægge meget på andre, lige fra hånd til byrder, men øjne?!

Roskilde Dagblad har følgende overskrift på artikel om et indbrud:
”Fredags bræk”

– Tja, uden at Blog og Brok vil opkaste sig til herre over indholdet, så ville korrekturlæsning nok have været en god ide!

Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Amtiøs støtteordning”

– Tja, journalisten har åbenbart mistet sine ”ambitioner”!

UHYGGELIGT!
Ejendomsmæglerannonce i Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis):
”Drømme findes i virkeligheden”

– Det er jo det rene mareridt!

PUDSELØJERLIGT!
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Komiker fortæller om sin mærkelige bog”

– Hvor morsomt?