RADIKALE SPROGFORANDRINGER?
I forbindelse med referat af mødet i Roskilde byråd bragt i Roskilde Dagblad udtaler det radikale byrådsmedlem Ingerlise Hansen om forsøget med modersmålsundervisning:
”Det er et rigtig godt forsøgsprojekt, som vi skal tage imod med klaphånd”
– Tja, enten er det med kyshånd eller også med klaphat – nu er det Ingerlise Hansen fra de radikale, så mon ikke klaphat er mest dækkende?
BORGERNE ER TIL GRIN!
Ifølge Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) regner flertallet af byrødderne med, at der kommer parkeringshus.
Således meddeler avisen, at flere partier er sikre på, at analyserne vil vise, at det er nødvendigt med betalingsparkering i bymidten!
– Ligesom placering af vindmøller og øvrige upopulære kommunale tiltag, er også betalingsparkering skubbet til efter kommunalvalget.
De lokalpolitiske genier ved nemlig, at betalingsparkering er særdeles upopulært hos såvel borgerne/vælgerne som hos de lokale næringsdrivende.
Til gengæld er det stensikkert, at analyserne vil vise dét, som politikerne ønsker - nemlig at der er abnorm mangel på parkeringspladser, selvom dette ikke er tilfældet.
Undersøgelser, målinger og analyser foretaget i Roskilde Kommune, har nemlig på ganske forunderlig måde en udbredt tendens til at give det politisk ønskelige resultat – hver gang!
TÅBELIGE ARGUMENTER
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer referat af SF’er Jan Bjergskovs forargelse over, at parkeringshus/betalingsparkeringen ikke straks indføres:
”I bryder aftalen om, at vi ville arbejde for at frigøre centrale arealer i bymidten til etablering af kulturelle aktiviteter, boliger og butikker ...”
– Tja, etablering af betalingsparkering vil fortsat betyde parkeringspladser, og de fylder, som de hele tiden har gjort!
Skal al parkering afløses af tudegrimme parkeringshuse, så sker det på bekostning af de i forvejen meget få åndehuller, der er i midtbyen - kort sagt Bjergskov modsiger sig selv!
I virkeligheden handler det om, at Bjergskov fråder over, at legekammeraterne – undskyld socialkammeraterne pludselig ikke vil lege mere med ham, men langt hellere vil klappe kage med Venstre!
VALGFLÆSK
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et læserbrev fra medlem af Roskilde byråd, socialkammerat Morten Gjerskov - og ja, det er ham med kælegrisene!
I læserbrevet kan beboerne i området ved Værebrovej erfare, at Gjerskov skam har fulgt op på deres langvarige kritik af, at Værebrovej har flere kratere end månens overflade.
Nu kan Gjerskov nemlig oplyse, at ifølge formanden for Teknik og Miljø, socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen, vil udbedringen finde sted i 2013.
– Tja, det var da vel nok pænt af Gjerskov at undersøge sagen sådan op til kommunalvalget! Torben ”To i en” Jørgensen er også på valg, så mon ikke udbedringerne kommer inden den 1. november!
HIP HIP HURRA?
På debatsiden i Roskilde Dagblad har levebrødspolitikeren fra Venstre Flemming Damgaard Larsen et af sine årlige 300 selvpromoverende og ligegyldige indlæg, denne gang om trafikaftalen:
” Derfor er jeg rigtig glad ...” og ”Jeg er rigtig glad for ...” og ”Jeg er rigtig tilfreds med ...”
– Og hva’ så?