OVERFORMYNDERISK
BT Weekend bringer følgende citat af økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager:
”Jeg er for eksempel i snævre kredse kendt for at tage varer op af mine veninders kurv i supermarkedet, hvis jeg ikke synes, de skal købe det”
– Tja, det forklarer hvorfor statsminister Helle Thorning Schmidts politik er total og aldeles usammenhængende!
FORANDRING FRYDER!
Formanden for Roskildes SF Jacob Hvidhjelm udtaler til Roskilde Dagblad:
”SF lokalt er ikke det samme som SF på landsplan, og at vi ikke har forandret os helt så meget lokalt ...”
– Tja, det gik da ellers strygende med at slagte den basale velfærd i et totalt betingelsesløst samarbejde med socialkammeraterne!
Samtidig er der lokal medlemsflugt og partiskift nøjagtig som på landsplan. Faktisk er det eneste, der mangler, en opinionsundersøgelse som viser, at Hvidhjelm og kumpaner må forvente at få maksimalt to pladser i byrådet - hvis der var valgt i dag!
DET ER MØG – GUNDLACH
I Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) har bladsmører Anette Gundlach atter en af sine latrinære stinkere, denne gang med overskriften:
”Vigen Strandpark: Lort hindrer Det Blå Flag”
– Tja, det er da også en, for at blive i Anette Gundlach’s latrinære verden, pissegod reklame, der nok skal tiltrække store mængder af de campister, som Vigen Camping lever af og som lægger gode penge i Roskilde.
Derudover bliver det om muligt endnu mere grotesk, når bladsmøreren længere ned i sit ulækre indlæg varmt anbefaler badning samme sted – dette angiveligt som værende sundt!
At miseren oprindeligt skyldes, at byens toiletindhold løb urenset ud i fjorden, grundet manglende rettidig omhu fra politisk side, det gør ikke sagen bedre – også dengang var det nemlig mere nødvendigt med Musicon cancan, end det var med kloakeringen!
ER DET NU OGSÅ HELT RIGTIGT?
Reklamebrøl i møbelforretningsannonce vist i Søndagsavisen:
”Masser af nyheder til røverpriser”
– Tja, røvere betaler ikke for rovet – så hvorfor sætte priser på?
LOGISK FORKLARING
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et læserbrev fra en Ole R. Møller, hvori skribenten går i rette med Roskildes advokat med (K), den berømte Allan Ohms. Det falder således Møller for brystet, at Ohms har skrevet et indlæg med følgende indhold, der her citeres i sin helhed:
”Er der noget, som Venstre i Roskilde er for”
– Tja, hvis bemeldte Møller virkelig havde nærlæst Ohms tidligere indlæg, havde manden erfaret, at Ohms omsider efter rigtig mange års tilløb er sprunget ud af skabet som konservativ!
De konservative var således med på såvel betalingsparkering som P-huse og dermed ekstra afgift på alle indkøb foretaget i Roskildes midtby!
Derfor var det ærgerligt, at Venstre ikke ville klappe kage sammen med andre i den politiske sandkasse, hvilket affødte Ohms' sure opstød! Forhåbentligt vil sidstnævnte kunne klares med 10-12 breve Samarin – det ridser ikke, det renser!