Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 26. april 2013

Frank Birkebæks univers

På debatsiden i Roskilde Dagblad slår museumsdirektør, præsident, bestyrelsesformand (resten af titlerne er udeladt af pladshensyn – der henvises til hjemmesiden) Frank Birkebæk fra Roskilde Museum til lyd for forbedringer af libertinernes og hedonisternes vilkår i dagens Danmark!
Hvad indlægget har at gøre med Roskilde Museum, det er ikke godt at vide, men måske er det for at lokke husarerne indenfor?

Imidlertid har Birkebæk blandet betegnelsen libertiner sammen med hedonist, dette selvom førstnævnte ikke nødvendigvis har samme tilbøjeligheder som sidstnævnte eller omvendt.
Det kan virke forvirrende med Birkebæks brug af fremmedord, men sagt på almindeligt dansk, så behøver en skørtejæger (libertiner) ikke nødvendigvis også at være livsnyder (hedonist) eller omvendt!

Der er som bekendt mange måder at nyde livet på – en af dem er at indtage årgangsvine ad libitum kombineret med, for at blive i Birkebæks terminologi, opulente (overdådige) måltider!
For megen indtagelse af begge ting ender typisk hen ad vejen med at hindre en karriere som skørtejæger (libertiner) – hvilket er meget rammende udtrykt i et skuespil af William Shakespeare: ”Beruselse fremmer forførelsen, men hindrer udførelsen” – det skal bemærkes, at teksten er frit oversat!

Selvfølgelig kan man både være livsnyder og skørtejæger, hvis der udvises mådehold – men såvel livsnydere som skørtejægere er netop kendt for ikke at kunne udvise mådehold! Tværtimod bliver alt hvad de foretager sig ganske og aldeles umådeholdent!

Birkebæk er åbenbart også selv en slags nyder:
” ... jo flere libertinere (skørtejægere), der tør forlade deres skjul og genindtage deres synlige pladser i samfundet, jo mere betrygget bliver man i sin forventning. Det vil jeg helt bogstaveligt nyde”

Nu er det selvfølgelig helt i orden, at Birkebæk bekender sig til laurbærkransning af et udsvævende liv – enhver har jo lov at blive salig i sin tro, hvis de altså har nogen! Til gengæld er mådehold godt – med måde!