I Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) demonstrerer venstrekvinden Annie Larsen, at hun selv for en politiker er i besiddelse af en katastrofalt dårlig hukommelse – eller også er konen rendyrket hykler!
I sit læserbrev med vanlig ros og forherligelse af Venstres borgmesterkandidat Bent ”Vendekåbe” Jørgensen skriver konen således:
”Venstre mener, at en p-afgift hæmmer mulighederne for omsætningsfremgang i Danmarks bedste handelsby, fordi mange kunder vil fravælge Roskilde som handelsby, hvis der indføres parkeringsafgift”.
Tja, dengang betalingsparkering kom på tale, havde læserbreve fra undertegnede og forskellige af midtbyens næringsdrivende nøjagtig den samme argumentation, der først nu flere år efter fremføres af Annie Larsen, som om Venstre havde opfundet den.
Imidlertid er handlingsforløbet fra dengang og til dato et ganske andet, end Annie Larsen lægger op til. Således har Venstre mere eller mindre været med på betalingsparkering og indgik på det seneste i et politisk forlig om gennemførelsen af det, for så pludselig at springe fra forliget!
Når Venstre ikke vil gå med til betalingsparkeringen, er det selvfølgelig ikke af hensyn til de næringsdrivende, men derimod alene af rent strategiske årsager grundet det kommende kommunalvalg!
For hvad Roskildes socialkammeratlige borgmester Joy Mogensen først i sidste øjeblik fattede var, at Venstre ganske udmærket vidste, at betalingsparkering ikke alene formodes unødvendig, men er absolut uønsket af såvel kunder som handlende – kort sagt vælgerne bakker ikke op om ideen - tværtimod!
I virkeligheden var Venstre langt mere snu end socialkammeraterne, for mens sidstnævnte med lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende truttede i trompeterne over Joy Mogensens ”store politiske evner” til at samle partierne i en aftale om betalingsparkeringen, så havde Venstre sin helt egen dagsorden.
Det mest forbløffende i hele sagsforløbet er derfor, at borgmester Joy Mogensen og hendes rygklappere ikke fattede, at når Bent Jørgensen har kælenavnet ”Vendekåbe” – så er det ikke uden grund!