Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 14. april 2013

Randbemærkninger nr. 178

ANNIE LARSEN PÅ STEMMEFISKERI
For 3 uger siden skrev en roskildedenser til kommunen og klagede over, at postkassen ved Borgerservice blev ”låst inde” udenfor åbningstiderne – der i øvrigt er forbløffende korte, når det nu kaldes ”service”! Borgeren forslog derfor, at der opsattes en postkasse med post til kommunen udenfor de aflåste døre.
Omsider har borgeren så fået svar, ikke fra kommunen, men derimod i læserbrevsform fra venstrekvinden Annie Larsen, der angiveligt har kontaktet forvaltningen om sagen. Herefter vil der efterfølgende blive opsat en postkasse, der kan benyttes hele døgnet og altså ikke kun i åbningstiden!         

– Tja, det er kommunalvalg i år, og derfor er ingen sag for ubetydelig til at score stemmer på, specielt ikke når det er ganske ufarligt. At sagen så samtidig er et grelt eksempel på Roskilde Kommunes elendige service overfor borgerne – det er en helt anden sag. Denne realitet tør venstrekvinden Annie Larsen nemlig ikke tage op!

GUNDLACH GULLASCH
Ovennævnte Anette Gundlach er som bekendt bladsmører på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis), men også stormester i tåbelige, latterlige og oppustede overskrifter:
”Redder liv i uniform”

– Hvad med de liv, der ikke er i uniform, bliver de så ikke reddet? Eller betyder det, at der kun reddes liv, medens man er i uniform?
Kort sagt en fortænkt overskrift, der skal få bladsmøreren til at fremstå som smart – hvilket absolut ikke bliver resultatet - tværtimod!

DER MANGLER NOGET – TORBEN JØRGENSEN!
Roskilde Dagblad bringer er oversigt for kommunale tilskud til de forskellige buslinier i Roskilde Kommune. Oversigten er angiveligt fra Busrapport 2012, som formanden for teknik og miljø Torben ”To i en” Jørgensen er involveret i!

– Tja, det ville være mere oplysende at se, hvad de slagtede servicebusser til Roskildes ældre, syge og handicappede ville have kostet – dette ikke mindst fordi borgmester Joy Mogensen efter sin såkaldte studietur til den Franske Riviera meldte ud, at kommunen desværre ikke længere havde råd til de tre små busser!

Tallet har interesse op til kommunalvalget, dette ikke mindst efter at det netop er afsløret, at borgmester Mogensen og rygklapperkompagniet havde tænkt sig at bruge 25 millioner skattekroner på en total unødvendig, latterlig og ligegyldig kulturgørelse af Stændertorvet.

At borgmester Joy Mogensen atter er blevet trukket rundt ved næsen af sit tekniske bagland, er ikke noget nyt. For i virkeligheden vil projektet koste mindst 40 millioner, for hvilket beløb man kan få en allerhelvedes masse servicebusser i rigtig mange år – i stedet for at brænde millionerne af på tilfredsstillelse af endnu mere kulturliderlighed!

LIDT FOR HØJ CIGARFØRING!
På debatsiden har levebrødspolitikeren fra Venstre, Flemming Damgaard Larsen atter et kvalmende selvpromoverende indlæg, denne gang til fordel for rygning! Således mener gøjseren, at forbud mod rygning er et indgreb i den personlige frihed, når forbudet gives på en arbejdsplads – i det konkrete tilfælde Region Sjælland!

– Tja, nok er Larsen jurist, men Blog og Brok må med faglig beklagelse konstatere, at hans force ikke synes at ligge indenfor ansættelsesretten!
Til gengæld er det en stedse kilde til undren, hvorfor Roskilde Dagblad næsten dagligt bringer Larsens selvpromoverende indlæg – uden at kræve annoncebetaling herfor?