VALGKAMPEN ER DYR
Roskilde Dagblad bringer en større artikel i forbindelse med de kommunale planer om forskønnelse m.v. af søen i Trekroner:
”Multipark til millioner ved Trekronersøen”
– Tja, parken skal åbenbart koste fem millioner skattekroner, en ren bagatel i en kommune som Roskilde, hvor man end ikke har råd til at renovere skoler og offentlige institutioner – for slet ikke at tale om gader, veje, cykelstier og fortove!
Samtidigt skal parken helst stå færdig til sommer – eller i hvert fald inden kommunalvalget, for der er nemlig rigtig mange stemmer at hente i Trekroner området!
BIRGIT PEDERSENS FAVORIT
I forbindelse med at Roskilde KFUM har klaget over, at kommunen ikke vedligeholder klubbens opvisningsbane, således som aftalt, udtaler forstanderinden for Kultur- og Idrætsudvalget, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen til Roskilde Dagblad:
”Alle baner ser jo farlige ud lige nu efter vinteren, og det er jeg altså ikke herre over”
– Tænk engang, her gik alle ellers og troede, at forstanderinden mente sig almægtig – til gengæld har madammen naturligvis sikret sig, at kommunens folk allerede har gjort FC Roskildes baner fint i stand!
CIRKUS ROSKILDE DOMKIRKE
Menighedsrådet ved ovennævnte statsautoriserede institution har ifølge Roskilde Dagblad åbenbart pludselig fået anfægtelser. Således udmelder menighedsrådsformand Anne Rosendal, at kirken ikke længere vil lægge husrum til optræden med eksempelvis akrobater eller andet gøgl.
Altså angiveligt bortset fra, når tableauerne skal danne basis for velgørenhed – eller måske så alligevel ikke.
Efter Danmarks indsamlingen er menighedsrådet åbenbart kommet i tvivl om, hvorvidt kirken er et rum til religionsudøvelse eller til verdsligt gøgl.
– Tja, menighedsrådet synes at overse, at Roskilde Domkirke også er en form for begravelsesplads, dette i og med at en stor del potentater, herremænd, gejstlige og andre velbjærgede personager hviler i kirken. Hvilket stort set ville svare til, at man tillod diverse koncerter og forlystelser på en af byen kirkegårde – altså bortset fra, at klientellet her må siges at være mere repræsentativt for hele befolkningen.
Endelig kunne man selvfølgelig også lade være med at bruge kirken til andet, end det som den er både bygget og beregnet til – det vil i hvert fald løse problemet!
ET KLOGT TRÆK
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Holger Danske skal til Jylland”
– Tja, Jylland plejer da også altid at blive invaderet først!
BESTILT SELVROS
Roskilde Dagblad bringer på debatsiden et indlæg fra Magnus Heunicke politisk ordfører i Socialdemokratiet, der i forbindelse med regeringsindgrebet mod lærerne udtaler:
”Indgrebet er skruet sammen, så der tages hensyn til begge parter i konflikten”
– Ja, hvis parterne altså var Kommunernes Landsforening og regeringen – men det er parterne ikke, og derfor er indgrebet hensynsløst!