Politisk set er det en fed fidus for socialkammeraterne i Roskilde Byråd, at lade kommunen udgive en informationsavis til byens seniorborgere. Det giver nemlig uanede muligheder for selvfed politisk reklame alene for socialkammeraterne.
Således har hver eneste udgave hidtil været befængt med hurra-udtalelser ledsaget af fotografier af socialkammeratlige partikammesjukker.
Under dække af skulle informere kommunens ældre, bliver informationsavisen anvendt til at forherlige socialkammeraterne. Til gengæld får resten af byrådets medlemmer ikke et ben til jorden – også selvom det snart er kommunalvalg!
Eksempelvis kan nævnes, at valgavisen også denne gang selvfølgelig indeholder fotografier af borgmester Joy Mogensen sammen med seniorborgere, fotografi af formanden for Forebyggelses- og Socialudvalget Morten Gjerskov – ja, det er ham med de ikke-registrerede kælegrise – samt et fotografi af socialkammerat Claus Larsen, formand for Ældre- og Omsorgsudvalget – denne med smiskende udtalelser om Ældrerådets ”betydning”!
Reklamebladet indeholder nemlig speciel omtale af Ældrerodet – undskyld Ældrerådet, en forsamling oprettet af politikerne for at foregøgle omverdenen, at i Roskilde Kommune lyttes der til de ældre – men politikerne lader det da også blive derved!
Desværre har socialkammeraterne formået at give medlemmerne af rådet en opfattelse af egen vigtighed i form af at være med til at forme kommunens ældrepolitik – hvilket reelt er den rene illusion!
Hvor meget Ældrerodet i virkeligheden er værd, demonstrerede alle rådets dikkende lammehaler og ikke mindst formanden Kirstens Felds logren, dengang selvfede socialkammerater slagtede tre små servicebusser til ældre, syge og handicappede – for efterfølgende at hælde pengene i det politiske prestigenummer Rabalderparken!
At kommunens skatteydere er tvangsudskrevet til at finansiere informationsavisen, hvor kun socialkammeraterne får bragt deres selvros og usmagelige valgflæsk ud til kommunens ældre, er ganske ufatteligt - dette ikke mindst fordi det nu er klart for enhver, at Roskilde med det nuværende byrådsflertal ikke er en god kommune at blive gammel i - tværtimod!