Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 9. maj 2013

Randbemærkninger nr. 195

JOY MOGENSENS VALGREKLAMER
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) meddeler, at Roskildes borgmester Joy Mogensen har deltaget i en fest i Jyllinge forklædt som natteravn. Det skete sammen med Lars Lindskov fra det lokale konservative minoritetsparti!

– Tja, sikkerheden var helt i top, for bodyguarden var af anseelig størrelse! Imidlertid synes Joy Mogensens spindoktor ikke rigtig at have fattet fidusen med at gøre borgmesteren mere folkelig op til kommunalvalget!
Der er således uanede muligheder med Joy Mogensen forklædt som parkeringsvagt – få en personlig hilsen med hjem fra din borgmester!
Eller hvad med at Joy Mogensen giver den som renovationsarbejder – konen tog da skraldet den 1. maj?
Blog og Brok giver hermed ideerne ganske vederlagsfrit videre til borgmester Mogensens socialkammeratlige reklamemaskine – den skulle jo helst i luften inden valget.

POLITISK PRAL
Det bringer lokalredaktør Torben Kristensen atter i Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis):
”Roskilde Kommune klarer sig ret godt, og økonomien hjælpes selvfølgelig på vej af en forholdsvis lav arbejdsløshed”

– Tja, borgmester Joy Mogensen gjorde da ellers, hvad hun kunne for at hæve arbejdsløsheden – nemlig ved at afskedige 300 kommunalt ansatte!
Det er ingen kunst at forbedre økonomien ved at slagte velfærden og servicen til borgerne!

SÅ LÆNGE DET VARER
Overskrift Roskilde Dagblad i anledning af Danmarks befrielse den 4. maj 1945:
”Nu blev vi frie”

– Og nu er visse politiske genier så i fuld gang med at forære Danmarks frihed til EU!

HYP ALLE MINE HESTE!
I Roskilde Dagblad meddeler socialkammeraten fødevareminister Mette Gjerskov, at vi rider på en grøn bølge:
”... Danmark skal stadig være kendt for verdens bedste bacon ...”

– Tja, måske er grøn ikke ligefrem den bedste farve til bacon?

NARRESTREGER
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Arbejdsløse kan forvente SF-hjælp”

– Den slags vittigheder burde forbydes, man kan nemlig rent faktisk dø af grin!

EN SMUTTER?
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Dyrskuepladsen gik i hundene”

– Nej, nej, det er altså først senere, når Roskilde Festivalens drukorgier er forbi!