Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 25. maj 2013

Randbemærkninger nr. 206

LARS LINDSKOVS HUNDELORTE
I Roskilde Dagblad kan læses, at i forbindelse med Roskilde Kommunes ideer om aktivering af kontanthjælpsmodtagere til de såkaldte nyttejobs, finder konservative Lars Lindskov fra Roskilde Byråd, at det er ydmygende, såfremt nyttejobbet blandt andet indebærer fjernelse af hundelorte!

– Tja, det er åbenbart helt i orden for Lars Lindskov, når en kommunalarbejder fjerner hundelorte fra for eksempel parkeringspladsen ved Roskilde Rådhus! I hvert fald har gøjseren aldrig ytret et ord i den forbindelse.
Nu er Lindskov kendt for konstant at være på stemmefiskeri, og hundelorte kan åbenbart også bruges som madding – magt lugter som bekendt ikke, og Lindskov opstiller både til Roskilde Byråd og til Regionsrådet!
Hundelortene bragte derfor meget passende Lindskov i TV Lorry – fin konservativ reklame! Nu er kontanthjælpsmodtagere nemlig ellers noget, der får en hvilken som helst rettroende konservativ til at slå syv kors for sig – altså bare ikke lige op til et valg!

HVAD ER INSP!
Dette yderst relevante spørgsmål stilles i Roskilde Dagblad af Louis Hansen fra Kirke Såby, og projektleder Anne Ehlers fra INSP forsøger at give en forklaring:
”INSP! er et mix af mange ting, og her kommer mange mennesker af alle slags og i alle aldre, som samtidig gør det svært at forklare, hvad INSP! er”

– Tja, det må være svært at være projektleder for noget, som man ikke kan forklare, hvad er! Spørgsmålet er, hvad denne omgang kejserens nye klæder modtager i lokaletilskud/gratis lokaler etc. For selvom det angiveligt drives på frivillig basis som en forening, så følger der givet skattekroner med!
I Roskilde Kommune ydes der som bekendt kommunale tilskud til de foreninger, der er inde i varmen hos forstanderinden for Kultur- og Idrætsudvalget, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen.
Problemet er bare, at når projektets leder ikke selv ved, hvad hun leder - hvordan kan kommunen så forsvare at støtte noget, der ikke engang selv ved, hvad det egentlig er?

TJA -!
Roskilde Dagblad bringer følgende overskrift:
”Thorning tager til Bruxelles på skattejagt”

– Skat? - skat ikke!


NÅR POLITIKERE PÅSTÅR, AT DER IKKE ER NOGET AT KOMME EFTER SOM ARGUMENTER FOR FORRINGELSEN AF OFFENTLIGHEDSLOVEN – HVORFOR VIL DE SÅ FORHINDRE OFFENTLIGHEDEN I AT FÅ AKTINDSIGT?