Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 27. maj 2013

Randbemærkninger nr. 208

VIND I MØLLERNE
Så er vindmøllekrigen startet i Roskilde Kommune! Ifølge Roskilde Dagblad har Økonomiudvalget allerede nu besluttet, at vindmøllerne får deres eget møde!

– Tja, der er snart kommunalvalg, så alle lokalepolitikerne er pludselig så satans demokratiske. For i virkeligheden vil de borgere, der bliver begavet med en vindmølle i ”baghaven”, ikke få det store ord at skulle have sagt. Det bliver som Don Quixotes kamp mod vindmøller – her vandt møllerne også!

NATURLIG FORKLARING
Roskilde Dagblad bringer et læserbrev fra formanden for Pædagogisk Sektor i FOA Roskilde, Ea H. Kristensen omkring dagplejernes situation:
”Det er uforståeligt og uansvarligt, at man som Økonomiudvalg kan beslutte noget, uden at se et eneste tal eller beregning”

– Tja, der er blegrødt flertal i økonomiudvalget og denne ”partifarve” er sig selv nok – det burde sektorformanden da for øvrigt vide alt om!?

EN KLUMMEKLAMMERT
Ugens kommentar i Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) er atter lagt i hænderne på Carsten Sivertsen, der er indehaver af PR Konsortiet – tag endelig ikke fejl af det.
Sivertsen mener ikke, at han nogensinde bliver kommunikationschef i Danmarks Lærerforening – derfor kan han roligt kritisere dem. Nemlig at lærerne i en tavs protest tillod sig at vende ryggen til socialkammerat og borgmester i Roskilde Joy Mogensen – da konen kravlede op på talerstolen den 1. maj for at hykle solidaritet.

– Tja, nu er det unægtelig ikke første gang, at bemeldte Sivertsen slikker borgmesteren op og meget langt nede af ryggen i sin ugentlige kommentar. Så mon ikke det hele bare handler om, at gøjseren går svanger med et ubændigt ønske om at blive kommunikationschef i Roskilde Kommune.
Der er mange måder at kommunikere et budskab på – men at sleske og fedte er ikke en af de metoder, der virker mest tiltalende!

HVOR SYGT KAN DET BLIVE?
Smagsdommere udi vinens verden findes i mange blade og aviser, det er nemlig in! Problemet er bare de ord og vendinger, der anvendes af ”eksperterne” til at beskrivelse vinene.
Hvem ønsker for eksempel at drikke en vin, der har duft af brødkrummer og tobak - og hvad menes der egentlig med, at vinen har en indsmigrende stil?
Kort sagt, anmeldelser af vin er blevet totalt forskruet og må derfor betragtes som det sidste nye (rædsels)skrig i begrebsverdenen: ”Kejserens nye klæder!”