SPECIALISTUDTALELSER
Ifølge Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) holdt borgmester, socialkammerat Joy Mogensen tale, da Arbejdsløshedskaravanen nåede til Roskilde. Og det samme gjorde hendes partikammesjuk Torben ”To i en” Jørgensen, der blandt utallige andre indbringende hverv også er formand for LO Roskilde!
– Tja, begge har de foranlediget, at der i Roskilde Kommune er sket et utal af afskedigelser til fordel for politisk sovs og smovs. Så man kan helt afgjort tale om eksperter i arbejdsløshed, med speciale i, hvordan man skaber den!
TORBEN ”TO I EN” JØRGENSEN ER AKTIVERET
Det bjærgsomme byrådsmedlem for Roskildes socialkammerater, formand for LO Roskilde, formand for KARA’s bestyrelse, medlem af Dansk Energinet, Vestegnens Kraftvarmeselskab og formand for Roskilde Forsynings bestyrelse – Torben ”To i en” Jørgensen har et indlæg om arbejdskampen på debatsiden i Roskilde Dagblad.
– Tja, egentlig handler det om Jørgensens kamp for at bevare det, som gøjseren har raget til sig. Kommunalvalget nærmere sig nemlig, og i den forbindelse tynger to af kasketterne mere end de øvrige, nemlig pladsen i byrådet og jobbet som formand i det lokale LO!
Derfor skal så skrives lidt floskler omkring ændringer af den danske model – noget der havde været langt mere pynteligt, om det var kommet under lockouten af lærerne, end først på nuværende tidspunkt!
”Forsinkelsen” skyldes imidlertid, at når Jørgensen har byrådskasketten på, så kan han heller ikke på troværdig måde repræsentere LO – og da slet ikke i en konfliktsituation!
Nu er konflikten imidlertid for længst løst ved et regeringsindgreb, og Torben ”To i en” Jørgensen kan derfor kravle frem under byrådstaburetten og vifte lidt med en støvet lyserød fane – en sølle fyr!
RYGVENDING
Som bekendt vendte lærerne i Roskilde borgmester og socialkammerat Joy Mogensen ryggen, da konen besteg talerstolen til 1. maj på Hestetorvet.
Nu meddeles det så i Socialkammeratligt Tidende (Roskilde Avis), at regeringspartierne i Roskilde nu vil lave forskellige aftaler med lærerne.
Men selvom borgmester Joy Mogensen pipper om, at lærerne er nøglepersoner i Folkeskolens udvikling – så bliver aftalen lagt tæt op af indholdet i regeringsindgrebet.
– Tja, for det første er betegnelsen ”regeringspartierne i Roskilde” et udtryk for partipropagandistisk ævl, det hedder byrådsflertallet!
Derudover handler det kun om kapre stemmer til kommunalvalget, hvorfor Mogensen og kompagni nu af al magt forsøger at genne lærerne ind i folden igen. Formodentlig mener ”regeringen i Roskilde”, at lærerne allerede har glemt den støtte, som de under lockouten netop ikke fik af det lyserøde byrådsflertal!
KLAMME VALGREKLAMER
Det vil diverse dagblade og aviser være befængt med fra nu af og frem til kommunalvalget. Et typisk eksempel af den mere kvalmende art er ”et læserbrev” i Roskilde Dagblad fra socialkammerat Poul Lindor Nielsens med en sukkersød hyldest til FC Roskildes U-17 hold for at vinde pokalen!
– Tja, nu kunne det endda være forståeligt, hvis bemeldte Lindor Nielsen ellers havde haft for vane at kommentere/lykønske ved diverse idrætspræstationer – men det er ingenlunde tilfældet. Heller ikke dengang, Lindor Nielsen var borgmester i Roskilde.
Til gengæld blev hans manglende økonomiske talent som bekendt meget kostbart for kommunens skatteydere – flere generationer ud i fremtiden!