PÅ DE TIDER
Hvor det snart er kommunalvalg, dukker diverse indlæg fra politikere op på debatsiden i Roskilde Dagblad, faktisk bliver siden mere og mere befængt, jo nærmere valget kommer. Sidst nye omgang selvpromoverende hykleri står den konservative svineavler Wedell-Neergaard for, der aspirerer til forsættelse i Regionsrådet. Reklameindslaget handler denne gang om ventetid på høreapparater:
”Nej til 91 ugers ventetid”
– Tja, medens Wedell-Neergaard gennem hele valgperioden har slumret sødt i Regionsrådet, har der konstant været meget stor ventetid på undersøgelser ved visse mere komplicerede tab af hørelse!
Problemet er altså slet ikke nyt – tværtimod kunne gøjseren have taget sig af det for længe siden! Så i stedet for at reklamere for sin politiske folkelighed, så viser indlægget blot, at alt kan bruges i valgkampen – også efterladenhed!
MOLBOAGTIGT!
I Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer lokalredaktør Torben Kristensen hurra-omtale og dermed valgpropaganda for sin partikammesjuk Torben ”To i en” Jørgensen. Således har Jørgensen angiveligt via sin vetoret forhindret en stigning i prisen på fjernvarmen forårsaget af udvidelser på nettet! I stedet skal der så til gengæld optages millionlån til at dække prisen på udvidelserne!
– Tja, er det da billigere for kunderne? Normalt formodes de kun at skulle dele de faktiske omkostninger, nu skal de både betale omkostningerne i form af afdrag og oveni kommer så renterne på lånet!
OVEREKSPONERET!
Lokalredaktør Torben Kristensen har traditionen tro i Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) lidt lokalhistorie om gader, veje og stræder i Roskilde. Hver gang med fremhævelse af Roskilde som værende Nordens vigtigste by i Middelalderen! Denne gang handler det så om Københavnsvej – dette med overskriften:
”Permanent forandring”
– Tja, det er nu ikke kun Københavnsvej, som har haft en løbende forandring gennem tiden – det har logisk nok hele byen! Så der er intet unikt ved Københavnsvej i den anledning!
Til gengæld er den permanente fremhævelse af Roskilde, som værende Nordens vigtigste by i Middelalderen, fortsat beviselig ukorrekt.
Måske skulle lokalredaktøren selv studere Nordisk Middelalderhistorie nærmere, og undlade at forgabe sig i – undskyld fortabe sig i lokalpatriotiske beretninger leveret af den lokale eventyrfortæller.
TOTAL SYRET!
Vinanmeldelse i Søndagsavisen:
”Imponerer i munden med en krystalklar, livlig frugtsmag og livlig syre”
– Tja, efterhånden er anmeldelser af vin blevet så gennemsyret af krukkerier, at der er tale om rene klicher – hvordan smager for eksempel ”krystalklar”?
Vinanmelderne forsøger åbenbart at overgå hinanden i latterligt og opstyltet sprog – desværre synes det også at lykkes!