EN DEMOKRATISK NARRESUT
Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis indeholder i weekendudgaven en informationsavis til seniorborgere nemlig 60+.
Her gøres meget ud af betydningen af det såkaldte Ældreråd, der officielt ifølge lovgivningen har til opgave at rådgive byrådet i ældrepolitiske spørgsmål samt formidle synspunkter mellem borgerne og byrådet om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører ældre borgere.
– Ældrerådet i Roskilde er desværre en samling dikkende lammehaler. Et eklatant eksempel herpå er blandt andet rådets stiltiende accept dengang økonomisk lalleglade politikere slagtede servicebusserne til ældre, syge og handicappede!
Så i stedet for vanlig bragesnak kan forkvinde socialkammerat Kirsten Feld i næste nummer passende bringe en oplistning over, hvornår og i hvilke tilfælde Roskilde Kommune har fulgt en indstilling fra Ældrerådet – der vel at mærke ikke gik ud på at skære i hjemmeplejen eller på anden måde forringe seniorborgernes vilkår og livskvalitet. Det skulle således af gode grunde være nemt at finde spalteplads til oplistningen!
HVIS SÅFREMT I FALD
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et interview med det lokale Venstres borgmesterkandidat Bent ”Vendekåbe” Jørgensen – manden, der er reglen fra undtagelsen om, at Venstre ved man altid, hvor man har:
”Samarbejde er også mit udgangspunkt, hvis jeg bliver borgmester”
– Tja, hvad det angår, er Bent ”Vendekåbe” Jørgensen udmelding en gabende kedsommelig kliché. Bliver en borgmesterkandidat således valgt, vil ”chokket” nemlig typisk resultere i, at pågældende pludselig intet kan erindre om tiden før valget!
Politisk amnesi (hukommelsestab) er en velsignelse for politiske vendekåber – men en absolut vederstyggelighed for demokratiet!
ÅRSAG OG VIRKNING
I forbindelse med færre registrerede dødsfald på sygehuse i Region Sjælland, bringer Roskilde Dagblad en artikel med overskriften:
”Færre dør på sygehusene”
– Tja, de fleste er vel løbet skrigende bort inden!
DØDEN BØR HAVE EN ÅRSAG
Roskilde Dagblad oplyser, at det ifølge politiet nu muligvis slet ikke var selvmord, dengang en tysk kvinde faldt ned fra Tuborgtårnet på Roskilde Festivalen og blev dræbt!
– Tja, hvis det ikke var selvmord, ikke var mord, og ikke var naturlig død – så er der kun død som følge af en ulykke tilbage!
Årsagen til ulykken har i givet fald selvfølgelig intet at gøre med, at sikkerhedspersonalet på tårnet ikke var tilstrækkeligt uddannede, og/eller at konstruktionen var underdimensioneret – det er nemlig Roskilde Kommunes hellige ko, der er tale om, så den sag hører man ikke mere til!