Det er, hvad lokalredaktør Torben Kristensen i sin ugentlige kommentar i Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) giver udtryk for. På den baggrund letter Blog og Brok på hatten i dyb beundring og anerkendelse af Torben Kristensens indsigt – noget som man ellers ikke umiddelbart ville anse lokalredaktøren for at være i besiddelse af!
At det ydermere er hans egne partikammesjukker socialkammeraterne, der bidrager til hyklerier – det er bare fantastisk godt set – egentlig er det mindst et par flasker god bourgogne værd. På den anden siden, så læser lokalredaktøren ikke Blog og Brok – så gaveløftet får vente med indfrielse til en anden og mere opportun lejlighed som for eksempel en afskedsreception!
Til gengæld er Kristensens råd til borgmester Joy Mogensen om, hvordan hun langt bedre kunne have tacklet fadæsen med at lade brandvæsenet overtage skolekørslen fra private uden at informere byrådet, ikke helt så smart, nemlig bare at indrømme og beklage fejlen – og så er alt i orden igen!
Selvfølgelig er det lettere at opnå tilgivelse end tilladelse – imidlertid er det en lam undskyldning, netop fordi borgmester Joy Mogensen har leveret samme bommert adskillige gange.
Betingelsen for at få tilgivelse er, at man dels angrer oprigtigt og dels gør sig umage for ikke at gentage idiotien – og ingen af delene er tilfældet her.
Første gang blev Joy Mogensen reddet af kong Kolind af Roskilde alias kommunaldirektøren af samme navn, næste gang fik administrationen skylden for, at konen ikke læste, hvad hun skrev under på - eller måske i virkeligheden har for vane kritikløst at skrive under på alt, hvad administrationen lægger foran hende – og nu er der så kommet en ny bøf på grillen!
Tilmed er det valgår, hvorfor det er politisk selvmord at give oppositionen det reb, som man selv efterfølgende risikerer at blive hængt ud i!
Til gengæld gik det åbenbart ikke op for lokalredaktøren, der efterlyser valgkamp i byrådet, at netop oppositionens massive kritik af borgmester Joy Mogensens gentagne mangel på overholdelse af de parlamentariske spilleregler, er en væsentlig del af valgkampen - hermed har oppositionen nemlig påvist, at konen ikke er egnet til jobbet!