Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 21. juli 2013

Festival og Orange afbrænder

Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) ved lokalredaktør Torben Kristensen meddeler nu, at Roskilde Festivalen i år kun havde 12 % udenlandske gæster – dette mod tidligere 50 %!
Tja, så meget for den oppustede hurra-reklame og det lokalpatriotisk pladder om, at Roskilde Festivalen gør byen kendt over hele verden!

Den voldsomme reduktion i antallet af udenlandske gæster viser tydeligt, at udlandet ikke længere gider Roskilde Festivalen! Så mon ikke det var på tide at stoppe den misvisende reklame om et internationalt brand og andre lignende fantasterier?

Den Orange linie blev atter en fiasko – og heldigvis for det. Derved slap byens gader og stræder for at bliver overgjort med diverse menneskelige affaldsprodukter!
Mest kvalmende er dog den efterfølgende udtalelse fra Jens Müller, der er økonomisk ansvarlig for det Orange arrangement og dermed også for den halve million skattekroner, som kulturliderlige lokalpolitikere atter i år forærede fiaskoprojektet!

Jens Müller oplyser, åbenbart i et forsøg på en feberredning, at Orange linie da slet ikke handlede om at få festivalerne til at bruge penge hos de handlende i midtbyen – nej da, det handlede kun om at bibringe dem den lokale kultur og mulighed for at se og møde de indfødte (roskildedenserne)!

Nu er festivalerne ikke på dannelsesrejse til Roskilde, men derimod på den helt store og usandsynlige druktur, med ret til både at pisse i og drikke sig i hegnet – hvilket synes at være hovedformålet. At dette sker til larmende musik kombineret med et umådeligt og ubeskriveligt svineri, forhøjer åbenbart nydelsen!

Oprindeligt blev fantasteriet med Orange linie lanceret af formanden for Roskilde Handel bankdirektør Torben Stevold. Dengang handlede det ikke kun om ”kultur”, men selvfølgelig også om handel!
Hvorvidt Stevold derfor er enig med Müllers nye udlægning er spændende, ikke mindst for de lokale handlende, der selvfølgelig forventede, at det Orange tiltag skulle forøge deres omsætning – hvilket i øvrigt ikke har været tilfældet i nævneværdigt omfang!

Hele det Orange projekt må derfor betragtes som værende en fis i en kulturel hornlygte, og skal latterlighederne forsætte, så skal de være sponsoreret – men ikke fortsat af skatteyderne i Roskilde Kommune!