Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 8. juli 2013

Randbemærkninger nr. 239

TORBEN JØRGENSENS TEATERTORDEN
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et interview med socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen, der er formand for Roskilde Kommunes Teknik og Miljø. Det sker i anledning af, at unge hærger Vigens Campingplads og Strandparken:
”De, der ødelægger det for os andre, skal væk for pladsen”

– Tja, alle de år ”Torben ”To i en” Jørgensen har tronet i formandsstolen, har unge hver eneste uge hærget Folkeparken i Roskilde - dette både med tilsvining og groft hærværk, nøjagtigt som det nu også er tilfældet på Vigen.
”To i en” Jørgensen har ikke på noget tidspunkt formået at få sat en stopper for svineriet, der koster skatteyderne 300.000 kroner årligt. Derfor er Jørgensens trusler kun at betragte som maverumlen efter en af hans utallige direktionsfrokoster eller som politisk teatertorden!
Til gengæld er det snart kommunalvalg, så det er muligt at remplacere talentløse Torben ”To i en” Jørgensen med en hvilken som helst andet politiker – ingen vil nemlig kunne bestride jobbet dårligere!

JOURNALISTISK KLØJSER GØJSER
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) er notorisk kendt for at bringe underlødige, useriøse, og ikke mindst ukorrekt overskrifter:
”Fagforening hyrer Festivalgæster”

– Nej, det gjorde fagforeningen ikke, den benyttede sig blot af festivalen til at gøre gratis reklame for sig selv og sine velsignelser!

ØKOLOGISK GAK
Ifølge vanlig upålidelig kilde (Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis) er der opstået et fænomen ved navn ”Naturkogeskolen”!

– Tja, hvor længe mon naturen så skal koge, før den er mør?

EN REM AF HUDEN?
Som bekendt er anmeldere specielt af vine mestre i snobelitære udtryk, og anmelderen i Søndagsavisen er ingen undtagelse:
”Intens bouquet (duft) med solbær, anis, sorte oliven og et strejf af læder!?”

– Tja, når så resten af drikken beskrives som havende en kødfuld smag, er der så også et element af sadomasochisme involveret?

STRØTANKER
Hvad vil Roskilde Dagblad mon skrive om i resten af agurketiden, når Roskilde Festivalen nu er forbi? Således har festivalstoffet fyldt over 90 % af lokalsiderne i den forgangne uge.
Der er selvfølgelig altid Nessie at falde tilbage på, selvom Roskilde fjord ikke ligefrem er Loch Ness!