I forbindelse med en artikel i
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) om vindmøllerne og deres eventuelle
placering i Roskilde Kommune, er blandt andre den lokale venstremand Peter
Madsen blevet interviewet:
”Jeg tror ikke, at møllerne er
løsningen som alternativ til fossilt brændstof. Mølle-ejerne tjener rigtig godt
på det, men deres fortjeneste betales af os andre”
– Og hvem, tror Peter Madsen mon, tjener rigtig godt på fossilt brændstof - og her
betales fortjenesten også af os andre!
Er manden
bare på stemmefiskeri hos naboerne til de planlagt vindmøller, eller er han mon
skabssocialist?
Det har
nemlig ellers altid været god liberal politik at tjene penge på andre!
Selvfølgelig kan al energi blive billigere, hvis staten nationaliserer hele
energisektoren – imidlertid er ingen herre over vinden!
MED ELLER UDEN SIKKERHEDSNET?
I forbindelse med striden omkring
sildefiskeriet i Nordsøen har Roskilde Dagblad følgende overskrift under et fotografi
af fødevareminister Mette Gjerskov:
”Politisk linedans i sildestrid”
– Tja, med
fare for at være for strid, vil Blog og Brok alligevel insinuere, at det under
alle omstændigheder vil ende med at foregå på slap line!
AGURKETID?
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde
Avis) oplyser, at man angiveligt har fået henvendelser fra læsere, der har
undret sig over, hvordan det egentlig foregår med aflønning af fodboldspillere
i Domkirkebyen og omegn!
I den anledning skriver avisen:
”I stedet for give sig i kast med
en teknisk og juridisk forklaring har Roskilde Avis forhørt sig hos fem
repræsentanter fra lokale fodboldklubber”
– Tja, det
er da umådelig heldigt, at netop så mange læsere pludseligt midt i sommerferien
fatter interesse for en sådan sag, og det er fantastisk heldigt, at den
pågældende journalist ikke giver sig i kast med en teknisk og juridisk
forklaring!
Når
sidstnævnte er tilfældet, skyldes det nemlig, at journalisten ikke besidder de
nødvendige evner for at gøre det, så der er kun tale om, at gøre en dyd
af en nødvendighed – men det lyder selvfølgelig flot!
At
artiklen ikke ligefrem er den helt store sensation, er forudsigeligt – der er
selvfølgelig ingen af de adspurgte klubber, som har handlet i strid med love og
regler. Når klubber modtager kommunal støtte, gælder det nemlig om at overholde
alle spillereglerne!
MISALLIANCER
I forbindelse med at det lokale LA
og DF har indgået valgforbund op til kommunalvalget, bringes et interview med
David Arborg fra førstnævnte politiske forskruning:
”I Roskilde har vi en særlig
situation, hvor Venstre og især Konservative går med de røde”
– Tja, her
er David Arborg atter galt afmarcheret! Det er socialkammeraterne, der er rykket
til højre som det nye småborgerlige parti, slæbende efter sig som sine
støttekorsetter – undskyld støttepartier de Radikale og SF!